Klog slimsvamp finder vej i labyrint

Besynderlig organisme finder selv den direkte vej til føde

1. september 2009

Vi skal måske til at have højere tanker om de simple svampe i naturen, for de er ikke så dumme, som vi tror. Den overraskende nyhed er resultatet af japaneren Toshiyuki Nakagakis seneste under-søgelser. Han har koncentreret sin forskning om slimsvampen, der er meget speciel ved både at have egenskaber fra dyr, planter og svampe. Sammen med sine kolleger gav japaneren slimsvampen den ultimative udfordring. De anbragte et lille stykke af svampen i en labyrint og lagde lidt mad i form af havregryn ved de to udgange. Svampen sendte hurtigt tynde tråde ud, som i løbet af nogle timer fyldte hver eneste gang i labyrinten. De tråde, som var kommet i kontakt med havregrynene, begyndte at sende bølger af sammentrækninger tilbage til svampen i labyrinten. Disse “beskeder” fik alle de tråde, der ikke havde kontakt med nogen fødekilde, til at forsvinde, mens de tråde, som befandt sig på den direkte rute til fødekilden, blev stærkere. Hele processen tog otte timer, og til sidst bestod slimsvampen kun af én enkelt tråd, der lå på den korteste afstand, så den kunne få fat i føden mest effektivt. Så svampen bestod labyrint-prøven med bravur.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: