Tobaksplanter narrer kolibri til mere bestøvning

1. september 2009

Man kan næppe forestille sig en sodavand, som firmaet bevidst har tilsat stoffer, der skal frastøde kunderne. Det er dog lige netop det, tobaksplanter gør med deres nektar over for de bestøvere – kolibrier og møl – der er strengt nødvendige for befrugtningen. Tidligere undersøgelser af den vilde tobaksplante Nicotiana attenuata har nemlig vist, at dens nektar indeholder duftstoffet benzylacetone, som tiltrækker bestøverne, og nikotin, der frastøder dem. For at opklare dette paradoks har forskere fra Max-Planck-Institut für chemische Ökologie i Tyskland ved hjælp af genetiske manipulationer frembragt en række varianter af tobaksplanter. Nogle planter havde nektar udelukkende med benzylacetone eller nikotin, mens en sidste type havde nektar helt uden disse stoffer. Det viste sig, at nikotin i nektaren mindskede den tid, som kolibrier og møl brugte på hver blomst. De besøgte desuden flere blomster, end det var tilfældet ved de planter, der manglede nikotinen. Efterfølgende undersøgelser afslørede også, at de umanipulerede planter havde opnået den højeste grad af befrugtning. Kombinationen af tiltrækkende og frastødende stoffer sikrer altså tobaksplanten den mest effektive bestøvning.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: