Emperor penguin single

Denne uges nyheder fra videnskabens verden - uge 32

Forhistorisk kæmpepingvin var to meter høj. NASA-rumskib flyver uden brændstof, og fremtidens iPad fås med styrke i glasset. Illustreret Videnskab har udvalgt fem af ugens vigtigste forskningsnyheder.

8. august 2014 af Carsten Nymann
  • Gigantisk pingvin var højere end en fuldvoksen mand. Med sine 1,3 meter og op mod 46 kg skulle man tro, at kejserpingvinen havde fortjent sit fyrstelige navn. Men sammenlignet med en nyligt opdaget forhistorisk pingvin bliver kejseren hurtigt reduceret til mundskænk. Palaeeudyptes klekowskii levede i Antarktis for 37-40 millioner år siden, kunne blive helt op til to meter høj og vejede 115 kilo. Forskeren bag fundet vurderer, at pingvinen på grund af størrelsen kunne være under vand i op til 40 minutter af gangen. Kilde: Comptes Rendus Palevol

  • Amerikanere udvikler kabler af ren luft. Det lyder som varm luft, men amerikanske forskere fra delstaten Maryland hævder i to nye rapporter at have skabt, hvad der bedst kan beskrives som lyslederkabler lavet af luft. I et lyslederkabel sendes lys gennem en kerne af glas, som er pakket ind i en isolerende kappe, der reflekterer lyset, når det prøver at undslippe. Amerikanerne har ved hjælp af kraftige laserimpulser kunnet danne to ” kanaler” af fortættet luft, som lyset i stedet kan løbe igennem. Fordi lufttætheden i den yderste kanal, som agerer kappe, er lavere end i den inderste, som agerer kerne, kan lyset ikke undslippe. Kilde: Optica/Physical Review

  • Rumskib kan flyve helt uden brændstof. En af de største udfordringer ved rumfart som fx en Mars-rejse er at få medbragt nok brændstof til at tilbagelægge hele turen. Jo mere brændstof, des større raket skal der til for at slippe fri af Jordens tyngdekraft. Nu har NASA muligvis fundet løsningen i form af en såkaldt Cannae-motor, som kan skabe fremdrift ude i rummet alene ved at kaste mikrobølger rundt i en lukket beholder. NASA har testet princippet i laboratoriet og skal nu forsøge at skalere eksperimentet op. Kilde: NASA

  • Din næste iPad kan fås med styrke. Bruger du skærmbriller? Med en ny teknologi udviklet af amerikanske forskere ved Massachusetts Institute of Technology (MIT) og UC Berkeley kan du muligvis smide brillerne i skraldespanden om få år. Forskerne har udviklet et display til tablets, som ved hjælp af en algoritme justerer på lysets retning ud fra hver eneste pixel. På den måde opnår de samme effekt som med en brillelinse. Kilde: MIT/Berkeley

  • Vaccine mod Malaria er på nippet til frigivelse. Mens ebola-truslen buldrer derudad, har medicinalgiganten GlaxoSmithKline (GSK) efter 30 års tilløb søgt om den endelige godkendelse af en vaccine mod sygdommen malaria. Et klinisk forsøg med 15.000 spædbørn har vist, at vaccinen i knap halvdelen af tilfældene beskyttede børnene i 18 måneder. Umiddelbart ikke en imponerende succesrate, men da Malaria hvert år dræber 600.000 mennesker – størstedelen børn – er et hvert våben mod sygdommen velkomment. Kilde: PLOS Medicine

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: