nb_u36 gecko

Denne uges nyheder fra videnskabens verden - uge 36

Sex-gekkoer døde i rummet. Din hud er lynende intelligent, og neandertalerne brugte hashtags. Illustreret Videnskab har udvalgt fem af ugens vigtigste forskningsnyheder.

4. september 2014 af Carsten Nymann
  • Gekkoer dør i astronomisk sex-eksperiment Et russisk eksperiment, som skulle afklare, hvordan vægtløshed i rummet påvirker sexliv og udvikling, har fået en ulykkelig udgang. Fem gekkoer, som var sendt op i satellit, er vendt tilbage til Jorden uden at være i live. Til gengæld har nogle bananfluer, som også var med på turen, ikke blot overlevet, men også formeret sig. Kilde: federalspace.ru / Wired

  • Huden på fingrene er lynende intelligent Når fingrene danser hen over din smartphone, griber en bordtennisbold eller aer dit kæledyr, lyner det med signaler i fingerspidsernes nerveceller. Forskere ved Umeå Universitet i Sverige har målt sig frem til, at de beregninger, som cellerne foretager, er lige så avancerede som dem, der finder sted i selve hjernebarken. Kilde: Umeå University

  • Neandertalere huggede hashtags i sten Tidligere har arkæologer fundet hulemalerier, som kan være udført af neandertalere. Nu har forskerne opdaget nogle 39.000 år gamle mønstre, som er hugget ud i stenvæggen i en hule på Gibraltar. Mønstrene, som umiddelbart ligner moderne hashtags, er menneskeskabte, men forskerne er usikre på, om de har symbolsk betydning. Kilde: Proceedings of the National Academy of Sciences

  • Toiletsniffer kan afsløre super-bakterie En elektronisk næse, som snuser sig frem til farlige bakterier, bliver måske indbygget i toiletter eller vaskemaskiner på fremtidens hospitaler. Forskere fra University of Leicester i England står bag opfindelsen, som ved at registrere duftstoffer i afføring kan spore bakterien C. difficile. Bakterien er mere udbredt end den meget omtalte MRSA. Kilde: University of Leicester / Wired

  • Tilfældighed løser Stonehenge-mysterium En lidt for kort haveslange har medført stor opstandelse omkring Stonehenge-monumentet i Storbritannien. Normalt vandes jorden omkring de ikoniske sten, men da gartnerne i sommer havde medbragt en utilstrækkelig slange, fik jorden og græsset lov at tørre op. Mønstre kom hermed frem, som tydeligt viser, at monumentet tidligere har udgjort en komplet cirkel. Noget, som forskerne har været uenige om i årevis. Kilde: The Telegraph

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: