Mauritia

Forskere på sporet af tabt kontinent

En landmasse er fundet mellem Indien og Madagaskar.

20. august 2013

Skjult under havbunden i Det Indiske Ocean mellem Madagaskar og Indien ligger resterne af et hidtil ukendt kontinent, fastslår forskere fra universitetet i Oslo, Norge.

Forskernes konklusion er baseret på fund af mineralet zirkon i strandsandet på øen Mauritius øst for Madagaskar. Zirkon forekommer typisk i Jordens skorpe og blev krystalliseret i granit og andre former for vulkansk klippe for mindst 660 millioner år siden. En af de fundne zirkoner er endda næsten 2 milliarder år gammel. Mauritius er derimod "kun" 9 millioner år gammel. Så zirkonerne må ifølge forskerne være fragmenter fra en forhistorisk landmasse under Mauritius – formentlig i omkring 10 kilometers dybde – som er blevet bragt op til overfladen af flere vulkanudbrud, hvorefter de er blevet blandet med det øvrige strandsand.

Eksistensen af det hidtil ukendte mikrokontinent bekræftes af analyser, som tyder på, at jordskorpen under dele af Det Indiske Ocean er 20-30 kilometer tyk og dermed betydeligt tykkere end de 5-15 kilometer, som er det normale under oceanerne. Disse områder kan ligeledes være rester af det tabte kontinent – døbt Mauritia – hævder forskerne. Kontinentet forsvandt formentlig for omkring 60-80 millioner år siden.

Ordbog

Mikrokontinent: Geologisk udtryk for fragmenter af kontinenter, som er brudt op og ved spredning af havbunden ført bort fra deres oprindelsessted.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: