Hvad er et jordfaldshul?

1. september 2009

Et jordfaldshul er betegnelsen for en pludselig indsynkning i landskabet, som opstår, fordi jorden i området er blevet undermineret. Jordfaldshuller er mest almindelige i områder med kalksten i undergrunden. De skyldes, at regnvand siver ned i undergrunden og ganske langsomt opløser kalken, så underjordiske huler og grotter opstår. På et tidspunkt kan hulerne og grotterne blive så store, at de ikke længere kan bære vægten af den jord, der ligger ovenpå. Derfor kollapser de, og jorden falder sammen. På jordoverfladen opstår derved synlige huller, som varierer i størrelsen. Visse steder er jordfaldshuller så almindelige, at de former hele landskabet. Et sådant landskab kaldes et karstlandskab efter landsdelen Karst i Kroatioen, Slovenien og det nordlige Italien. I sjældne tilfælde kan jordfaldshuller blive både meget store og dybe. Det var tilfældet i Guatemala City i februar 2007. En kombination af heftig nedbør, udstrømmende vand fra en utæt kloakledning og huler i undergrunden fik jorden til at kollapse i et 100 meter dybt hul i byen. Hullet fik flere huse til at forsvinde langt ned i dybet og kostede tilmed tre mennesker livet.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: