Stromatolitter Fossil

Livet er måske 220 mio. år ældre end hidtil antaget

Fund af fossiler i Grønland tyder helt sensationelt på, at livet på Jorden startede for hele 3,7 milliarder år siden. Midt under et decideret asteroidebombardement. Det er dog langt fra alle, der er enige.

1. september 2016 af Tobias Hjortkjær Schultz

De ældste fossiler, verden endnu har set, blev for nyligt opdaget på Grønland af den australske forsker Allen Nutman og hans team fra University of Wollongong i Australien.

Der er tale fossile stromatolitter fundet i det klippestykker af grønlandsk grundfjeld, som i øvrigt menes at være det ældste på kloden.

Ældste overfladeliv

Ifølge Allen Nutmans undersøgelse er stromatolitterne 3,7 milliarder år gamle. Stromatolitter er en slags bakteriekoloni, som typisk vokser i lag i meget lavvandede områder. Det har længe været kendt, at de hører til blandt det aller ældste liv på jordens overflade, (livet opstod som bekendt i havdybderne) men de hidtil ældste menes ’kun’ at være omkring 3.47 milliarder år gamle. Altså er de ’nye’ fossiler mindst 220 millioner år ældre, hvis Nutmans beregninger viser sig at være korrekte.

Stromatolitter fra Australien

Bombardement fra rummet

Og det har hidtil været antaget, at forholdene på overfladen af Moder Jord simpelthen var for fjendtlige til, at liv kunne eksistere ret meget tidligere.

Eksempelvis blev jorden decideret bombarderet med store asteroider, hvoraf et nedslag var så kraftigt, at det simpelthen rev et ordentligt stykke af jordskorpen.

Det stykke kalder vi i dag for ’månen’.

Endnu ældre liv

”Det i øjenfaldende ved fundet af så gamle stromatolitter, er ikke blot, at de leverer synligt bevis på liv, men også at de er et relativt avanceret økosystem,” siger en begejstret Nutman.

Han mener i øvrigt, at hans opdagelse er i tråd med visse biologers beregninger for, hvor gammelt livet på jorden bør være for at nå det nuværende udviklingsstadie. Og at hans opdagelse i sidste ende kan komme til at rykke årstallet for livets oprindelse på jorden hele 400 millioner år.

Skeptikere

Det er dog ikke alle geobiologer, astrobiologer og andre med forstand på livet for 3-4 milliarder år siden, der deler Allen Nutmans begejstring. Faktisk bliver han mødt med en hel del skepsis af en række af nutidens førende eksperter.

”Jeg har hele 14 spørgsmål, jeg gerne vil have afklaret, før jeg er parat til at tro på det,” siger Roger Buick, som er geobiolog ved University of Washington til det videnskabelige onlinemagasin Nature.

NASA’s astrobiolog Abigail Allwood har et helt andet ankepunkt:

”Hvis vi fandt noget, der lignede det her på Mars, ville vi så hejse flaget og proklamere, at vi havde fundet liv? Det tror jeg ikke, at vi ville, siger hun til Nature.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: