Sinkhole, Los Angeles

Naturen forbereder hullerne over lang tid

2. marts 2011 af Keld Conradsen

Jordfaldshuller skabes over mange år i en naturlig proces, når vand fra jordoverfladen trænger ned i en undergrund, som oftest er af kalksten. Vandet skaber underjordiske hulrum, som jorden falder ned i, og menneskelig aktivitet forstærker udviklingen, så hullerne i dag opstår hyppigere end før.

1. Når regnvand rammer jordoverfladen, bliver vandet svagt surt. Det sker på grund af de forrådnelsesprocesser, der konstant foregår i de øverste jordlag. Det sure vand siver ned gennem undergrunden af kalksten.

2. Kalkstenen opløses gradvist af det sure vand, og i løbet af mange år dannes huler i undergrunden. Hvis undergrunden består af salt, behøver vandet ikke engang at være surt for at skabe underjordiske huler.

3. Når jordoverfladen til sidst er tilstrækkeligt undermineret, styrter jorden fra overfladen pludselig ned i hulen. I beboede områder kan mennesker, bygninger og biler trækkes med ned i dybet.

Den menneskelige faktor 1 På grund af vores store vandforbrug til husholdninger, landbrug og industri bruger vi løs af grundvandet, og dermed sænker vi grundvandsspejlet mange steder i verden. Konsekvensen heraf bliver bl.a., at jordfaldshuller optræder hyppigere. En underjordisk hule fyldt med grundvand kan nemlig holde sig stabil længe, men når hulen tømmes for vand, fordi grundvandet synker, bliver undergrunden ustabil og kan nemmere synke sammen.

Den menneskelige faktor 2 Selv hvis undergrunden ikke består af kalksten, men fx af vulkansk pimpsten, kan menneskelig aktivitet forårsage jordfaldshuller. Ved brud på kloakledninger kan store mængder udstrømmende vand simpelt hen skylle undergrunden væk, så jordoverfladen kollapser ned i den store hule, som er dannet i undergrunden. Dette var sandsynligvis, præcis hvad der skete i Mellemamerikas største by, Guatemala City, i både 2007 og 2010.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: