Vandet giver insekter et lift

Dyrene deformerer vandoverfladen og skaber fremdrift

1. september 2009

Nye undersøgelser af insekters “gangart” på vand viser, hvordan de udnytter spændingen i overfladen til at komme over de ujævnheder, der kan være på vand. David L. Hu og John W.M. Bush fra MIT i USA har ved hjælp af højhastighedsvideooptagelser afluret de vandløbende smådyrs hemmelighed. For mennesker ser vand glat ud, men overfladespændingen skaber bakker dér, hvor vandet brydes af fx en sten, et strå eller af land. Større insekter kan springe over ujævnhederne, men for de mindste dyr er disse glatte stigninger uoverstigelige bjerge. Derfor udnytter de små kryb de såkalde kapillærkræfter, der også er på spil i en skål cornflakes med mælk. Cornflakes vil samle sig i stedet for at ligge spredt, fordi hver flage deformerer mælkeoverfladen en smule. Deformationen skaber overfladespænding, og denne spænding trækker flagerne sammen, så det samlede areal af spænding bliver mindst muligt. Samme kraft virker som en elevator på småinsekter. De behøver blot svømme hen til den ujævne vandoverflade og trykke ned midtvejs på kroppen – enten med det midterste sæt ben eller ved at svaje ryggen. Så opstår der en spænding i vandet, og kapillærkræfterne vil minimere denne ved at føre den sammen med spændingen i den ujævnhed, der i forvejen er i vandet. Dermed trækker vandet insektet op ad stigningen, uden at det behøver røre sig.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: