Hvad holder sammen på skyer?

Hvordan kan mange skyer være så skarpt afgrænsede – hvorfor går de ikke straks i opløsning, når det blæser?

1. september 2009

Skyer er strukturer, der dannes i den nedre atmosfære ved fortætning af vanddamp. De består af små, svævende vanddråber eller iskrystaller, alt afhængigt af temperaturen i den højde, hvor skyen befinder sig. Skyer dannes, når luften er mættet med vanddamp, og der er kondensationskerner til stede, fx havsalt, støv eller røgpartikler. Disse partikler gør det muligt for vanddampen at fortætte til vanddråber. Skyerne kan efterfølgende blive i det niveau, de er dannet, og udvikle sig horisontalt (stratusskyer) eller vertikalt (kumulusskyer). Det er kumulusskyerne, der kan virke skarpt afgrænsede mod himlen. Der sker faktisk hele tiden en opblanding af luften i en kumulussky og den omgivende luft dels ved diffusion, dels ved turbulens. Man kalder det “entrainment”. Den sky, vi ser på himlen lige nu, er fysisk set ikke den samme, som den vi så for 10 minutter siden. Det er kun formen, der er uændret. Skyen fornyes til stadighed ved tilførsel af luft nedefra med efterfølgende fortætning, og så længe den proces pågår, vil grænsen til den omgivende luft fremtræde skarp. Hvis tilførslen af luft nedefra ophører, fx når skyen driver ud over et koldt hav, bliver skyen flosset og uskarp. Når der ikke længere tilføres ny luft, der kan fortættes, blandes skyen med den omgivende luft, og skydråberne vil begynde at fordampe. Det giver en afkøling af skyen, hvilket igen medfører en nedsynkende bevægelse, og skyen går i opløsning.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: