Hvorfor blæser det?

Vind er vi så vant til. Men hvad er årsagen til, at det blæser, nogle gange meget kraftigt?

1. september 2009

Vinde opstår, fordi Jordens atmosfære hele tiden arbejder på at skabe ligevægt – det vil sige at udligne tryk- og temperaturforskelle. Derfor strømmer luft fra højtryk mod lavtryk, ligesom varm luft transporteres fra ækvator mod polerne og kold luft den modsatte vej. Undervejs bliver luftens bane hele tiden ændret på grund af Jordens rotation og den gnidningsmodstand, der opstår ved mødet mellem land og hav. Alle disse kræfter skaber komplicerede mønstre, der ustandselig forandrer sig. Gigantiske luftbølger og skyhvirvler, der strækker sig over tusindvis af kilometer, kredser om Jorden og skaber vinde i alle retninger. Nogle af verdens kraftigste vinde findes i Indien. Om vinteren afkøles luften nord for Den Tibetanske Højslette i løbet af kort tid. Det skaber kraftige højtryk, der medfører voldsomme monsunvinde. Om sommeren varmes luften atter op over det nordlige Indien, og højtrykket afløses af et lavtryk. Dermed suges varm og fugtig luft fra Det Indiske Ocean ind, hvilket resulterer i kraftige vinde med masser af regn. Lufttryk måles i millibar. På meteorologernes vejrkort vil man ofte se forskellene mellem høj- og lavtryk markeret med streger. Jo tættere stregerne ligger, desto mere vil det blæse.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: