Hvorfor kommer vinden i stød?

Jeg ved, at vind blandt andet opstår ved udligning mellem høj- og lavtryk. Men hvorfor er vinden så ikke konstant, indtil udligningen er sket, i stedet for at komme i stød?

1. september 2009

Det er helt rigtigt, at vinden bevæger sig horisontalt fra højtryk til lavtryk drevet af trykforskellen. Men den påvirkes undervejs. På grund af Jordens rotation vil vindene generelt afbøjes, så lavtrykkene ikke fyldes så hurtigt op. Men det forklarer ikke, hvorfor vinden varierer så meget fra det ene øjeblik til det andet, både i retning og i styrke. Årsagen hertil er blandt andet, at luftlaget kan være mere eller mindre stabilt. Nær Jordens overflade vil der for eksempel være friktion, mere over land end over hav. Det har betydning for vindens lodrette bevægelse. På den nordlige halvkugle vil friktionen få vinden til at dreje mod højre, og samtidig vil vindens hastighed stige i højden. I ustabil, turbulent luft vil der kunne ske lodrette luftbevægelser. Nogle steder stiger luften til vejrs og danner skyer, andre steder synker den mod jorden, og i de sidste tilfælde vil luften komme fra en højde, hvor vinden er meget kraftigere end længere nede, og det vil opleves som vindstød. Samtidig vil stødet have en anden retning end den mere konstante vind ved jordoverfladen, da vinden drejer i højden. Eksempelvis har mange nok oplevet kraftige vindstød for foden af et højhus, fordi den stærke vind højere oppefra bliver tvunget ned til jordoverfladen af det høje hus.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: