Vulkan - hav skjuler kæmpevulkan

Hav skjuler kæmpevulkan

En gigantisk udslukt vulkan er blevet fundet på bunden af Stillehavet. Vulkanen rejser sig 1100 m fra havbunden og strækker sig over et område på 7 km.

18. december 2014

5 km under Stillehavets overflade gemmer sig en kæmpe vulkan, som indtil nu har formået at holde sig uden for videnskabens søgelys. Vulkanen blev opdaget under en ekspedition nær den ensomt beliggende Johnston Island, cirka 1300 km vest for Hawaii.

Vulkan tonede frem i uudforsket område

Forskere fra amerikanske University of New Hampshire var i gang med at kortlægge havbunden i det uudforskede område af det centrale Stillehav med såkaldt flerstrålet sonar. En sen aften tonede billeder af kæmpen pludselig frem på skærmen ombord på forskningsskibet.

Vulkanens kegleformede tinde strækker sig hele 1100 m op fra havbunden. Forskerne har opmålt vulkanen, og deres data afslører, at siderne er stejle og skråner omkring 23 grader, og at foden strækker sig over syv kilometer.

Giga-vulkan fundet med sonar

Forskerne opdagede den undersøiske vulkan vha. såkaldt flerstrålet sonar. Med teknikken kan forskerne skabe 3D-kort over havbunden helt ned til 11 km dybde.

Sonaren sender lydbølger ned igennem vandet i forskellige retninger, hvorefter ekkoerne vender tilbage til skibet. Lydsignalerne vises som 3D-billeder på en computerskærm på skibet.

Den nyopdagede vulkan er 100 mio. år gammel

Endnu mangler den undersøiske vulkan at blive døbt, og forskerne har desuden til gode at udforske den i detaljer. Maringeologen James Gardner, som leder forskningsteamet bag opdagelsen, anslår, at vulkanen er omkring 100 mio. år gammel.

3D-teknologi fravrister havet sine hemmeligheder

Det er ikke bare vulkaner, forskerne finder på havets bund ved hjælp af sofistikeret sonar- og 3D-teknologi. Læs med i vores artikel, når franske marinearkæologer udgraver krigsskibe på 90 m dybde:

Her ligger vulkanen

Forskerne fandt vulkanen 1300 km vest for Hawaii ved Jarvis Island.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: