Nutidigt dna kan forurene mumierne

For at komme til bunds i mysterierne om amarnaperioden har Zahi Hawass allieret sig med tyske eksperter i fossilt dna ledet af Carsten Pusch fra Universität Tübingen. Med dna-prøver og CT-skanninger forsøger forskerne for første gang at bestemme slægtskab, arvelige sygdomme og infektioner hos Tutankhamon og ti andre kongelige mumier samt to mumificerede fostre, der menes at være i hans nærmeste familie.

Ud over Tut selv er kun tre af mumierne identificeret med 100 procents sikkerhed. Fem ældre kongelige mumier (fra perioden 1550-1479 f.Kr.), der ikke er beslægtet med kong Tut, fungerer som genetisk og fysiologisk kontrol. Uden at volde synlig skade på mumierne tager forskerne over 55 knogleprøver med mikroskopiske mængder dna.

For at være helt sikker på, at dna’et stammer fra mumierne og ikke er forurening fra nutidige forskere, bliver prøverne sendt til to fysisk adskilte ­laboratorier bemandet med hver sin stab. Det ene i kælderen i nationalmuseet i Kairo, to etager under selve Tutankhamons sarkofag, og det andet ved Kairo Universitet.

Et enkelt fingeraftryk kan forurene

For at minimere risikoen for forurening har kun ganske få forskere adgang til ­laboratorierne. Det lyder måske ekstremt, men ved den type dna-arbejde kan bare et enkelt fingeraftryk være nok til at give helt misvisende resultater. Kun resultater, der bekræftes i begge laboratorier og af flere biopsier fra forskellige steder på samme mumie, kan anvendes til identifikation.

Det viser sig meget hurtigt, at der er masser­ af dna og af meget høj kvalitet. Trods årtusindernes gang er det stadig muligt at isolere store sammenhængende stykker på 100-300 dna-baser. Det er helt usædvanligt. Tidligere forsøg på at udvinde dna fra Egyptens mumier er mislykkedes, fordi dna’et var for nedbrudt. Men Carsten Pusch peger på, at de tidligere forsøg blev foretaget på “almindelige” mumier, mens der her er tale om kongelige mumier, hvor balsameringsprocessen omfatter helt andre ingredienser og er langt mere tilbundsgående.

Den balsameringsproces, som effektivt har sikret de kongelige legemer mod tidens tand, har tilsyneladende også beskyttet dna’et inden i cellerne. Takket være det utroligt velbevarede dna kan forskerne derfor gennemføre, hvad der svarer til en moderne faderskabstest. Dels undersøger de 16 områder af det mandlige kønskromosom, Y-kromosomet, der arves direkte fra far til søn, hos alle de mandlige mumier for at identificere Tutankhamons direkte mandlige linje. Dels undersøger de otte ­variable områder af de almindelige kromo­somer for at kortlægge de dna-fingeraftryk, der kan afsløre, hvem personens gener er blandet fra.

På den måde har de held til at tegne et stamtræ over fem generationer, der afslører, at Tutankhamons far var en ­mumie, som hidtil kun har været kendt som KV55 (Kings’ Valley grav nr. 55) og at denne mumie med 99 procents sikkerhed er kætterkongen Akhenaton. Resultatet støttes af undersøgelser, som tidligere har afsløret, at KV55 og kong Tut har ens blodtype, og begge har ganespalte og et karakteristisk overbid. CT-skanninger har for nylig vist, at KV55 var 35-45 år ved sin død, hvilket også passer på Akhenaton.

Dermed har forskerne løst en stor gåde om amarnaperioden, men det bliver endnu mere interessant. Stamtræet afslører nemlig også, at Tutankh­amons mor ikke, som man skulle tro, var Akhe­natons førstedronning Nefertiti. Dna’et viser, at Akhenatons forældre, kong Amenophis III og dronning Teje, også var forældre til Tuts mor – en mumie kendt som KV35YL (YL = Younger Lady). Kong Tuts forældre var altså bror og søster og begik, hvad vi i dag vil kalde blodskam eller incest, men som i oldtidens Egypten var normalt blandt de kongelige.

Ifølge Zahi Hawass er Akhenaton formentlig nået frem til, at Nefertiti kun kunne føde ham pigebørn, og han har derfor set sig om efter en anden kone. “Eller måske var det dronning Teje, som virkelig blandede sig i hans liv,” siger Hawass, som ser tegn på, at Nefertiti ikke kunne udstå Teje og holdt sig væk, hver gang svigermoren viste sig.

Præcis hvilken af Tejes fem døtre, der var kong Tuts mor, ved forskerne ikke, men kun to af dem vides ikke at være gift – Nebetiah og Beketaton – som måske også kan være én person, der har taget navneforandring fra Nebetiah til Beketaton for at hylde Aton efter Akhenatons religiøse revolte.

Røntgenbilleder afslører både knogletab og deformiteter på faraoens venstre fod.

Tutankhamons tæer fik ikke blod nok

Tutankhamons indavlede ophav har nok givet ham kongemagten i dåbsgave, men biologisk set har det ikke gavnet ham, og forskerne finder da også flere stærke tegn på arvelige lidelser. Specielt afslører nye CT-skanninger af hans fødder et fremskredent knogle-tab i hans venstre fod samt deforme tåknogler.

Forskerne vurderer, at knogletabet er et resultat af den alvorlige Köhlers sygdom, der skyldes manglende blodforsyning til tåknoglerne. Tutankhamon har derfor allerede som barn haft store smerter i
sin venstre fod. Det har fået ham til at læne vægten over på højrefoden, som CT-skanningerne afslører, er ­blevet platfodet. Kongen har ikke kunnet gå omkring uden at bruge stok, hvilket også understreges af 130 smukke stokke, der blev fundet i gravkammeret. Mange af dem mærket af lang tids brug. Det forklarer også, hvorfor kong Tut på afbildninger brugte stok og skød med bue og pil siddende, mens andre faraoer står.

Fundet punkterer fuldstændigt en række historikeres forestilling om Tutankhamon som en mægtig krigerkonge, der døde, fordi han faldt af en stridsvogn. Tutankhamon har ganske enkelt aldrig kunnet stå på en vogn.

Men selv om Köhlers sygdom var smertefuld, har den ikke været livstruende. Det kan andre sygdomme imidlertid have været, og mens forskerne ikke finder spor af pest, tuberkulose eller spedalskhed, finder de gener fra den frygtede malariaparasit, Plasmodium falciparum, i kongens knoglemarv. En nærmere analyse viser flere infektioner med en ­variant kaldet malaria tropica, som regnes for en af de værste malariaformer. Manglen på de indre organer, som blev fjernet under balsameringen, gør det i dag umuligt at sige, om malaria dræbte den unge farao, men det har bestemt ikke gavnet ham.

Ung mand med svækket immunforsvar

Forskerne finder ingen tegn på mord, men der­imod en ung mand med et immunforsvar svækket af døende fodknogler og malaria. Desuden viste CT-skanninger allerede i 2005, at han brækkede lår­benet kort før sin død. I en tid uden antibiotika kan knoglebruddet have været dråben, der tog livet af ham. Forskerne mener, at såret formentlig er blevet inficeret, så han efter kort tid døde af koldbrand.

Med de nye genetiske studier krydser forskerne endnu en grænse for, hvor dybt videnskaben kan bore i flere tusinde år gamle gåder, og giver dermed museernes genstande nyt liv. Måske vil det med ­tiden lykkes at kortlægge hele genomet fra en farao, så vi kan lære endnu mere om, hvem de gamle egyptere var, hvor de kom fra, og hvem de blev til.

• Forrige Side 3 af 3