Hanner og hunner var lige store

Men hvad er det så for et væsen, der i den grad har flyttet videnskabens op­fattelse af vores fortid?

Ardi var en ung hun på cirka 120 centimeter, der vejede omkring 50 kilo. Hun var dermed et ­hoved højere end Lucy og vejede næsten det dobbelte. De relativt store dimensioner antyder, at der modsat Lucys art ikke var betydelig forskel på størrelsen af hanner og hunner. Samtidig matcher proportionerne af hendes arme og ben slet ikke gorillaer og chimpanser, der har meget lange arme og korte ben.

De passer bedre med de ældste fossiler af menneskeaber eller nulevende makak­aber. Sammen med et håndled, som kan bøje helt bagover, viser det, at hun gik på alle fire i træerne. Chimpanser er tilpasset til at lade sig hænge fra grenene med lange og stærke knogler i hånden, mens Ardis hånd mere ligner vores.

Ardis fod afslører også uventede træk. Der er en storetå, der kan gribe om grene, men ikke er så drejelig som på chimpansens fødder. Og to knogler bag tæerne vidner om en udvikling mod en stivere fod, som er central for oprejst gang.

Levede i og af skoven

Endnu en overraskelse gemmer sig i, hvor Ardi gik oprejst. Kemiske analyser af jordprøver og isotopanalyser af både jorden og Ardis tænder afslører, at hun levede i og af skoven. Det understøttes af dyre- og plantefossiler, som tilsammen peger på, at Ardi færdedes i et frodigt skovområde med klatter af tæt skov afbrudt af savanne med floder.

Den opdagelse slår en pæl igennem en sejlivet teori, der længe har præget billedet af men­ne­skets udvikling: at vi rejste os op i forbindelse med klimaforandringer, hvor græsområder fortrængte skov og tvang os ud på savannen. Her skulle vi ifølge teorien have rejst os for at kunne se hen over det høje græs.

Men Ardi viser, at vores forfædre gik oprejst, længe inden de forlod skoven. Vi må derfor have rejst os på to ben af en anden grund. Og her har Owen Lovejoy en idé, som han har arbejdet med siden fundet af Lucy, nemlig at årsagen skal findes i en helt ny og anderledes social struktur.

“Man er nødt til at forklare, hvorfor australopithecinerne spredte sig over hele Afrika, samtidig med at deres nærmeste slægtninge blandt primaterne var ved at uddø,” mener Lovejoy.

Hannen var et skaffedyr

Der må med andre ord være opstået noget, der har givet vores forfædre en stor fordel – vel at mærke længe inden vores forfædres hjernevolumen blev øget. For at finde forklaringen skal man ifølge Love­joy se på de fordele, der ligger i oprejst gang og små hjørnetænder.

Hos ­bavianer, gorillaer og chimpanser spiller hannernes hjørnetænder en central rolle i kampen om at få adgang til hunnerne og dermed forplante sig. Lovejoys teori er, at hannerne i stedet for at bruge deres energi på at kæmpe om hunnerne begyndte at bidrage til yngelplejen ved at hente mad til hunnen. Det har hun så belønnet med parringer, hvilket også ses hos nulevende chimpanser.

Hannerne er formentlig gået efter de sjældne ressourcer, der er rige på fedt og proteiner, som smådyr, fugleæg og larver. Og da det er meget vanskeligt at bære ting uden at have forlemmerne frigjort, er den oprejste gang blevet en selektiv fordel, som har gjort det muligt at bære mad over større afstande.

Ifølge Lovejoy er vores forfædre begyndt at danne par. Hannens rolle som skaffedyr har beskyttet den sårbare mor og hendes afkom, som ikke selv be­høvede at risikere en potentiel fare for at få mad. Samtidig har den proteinrige kost formentlig hjulpet hunnen til at gen­opbygge de fedtlagre, hun tabte under amningen, så hun hurtigt kunne få ægløsning og blive gravid igen.

Lovejoy peger på, at dette skift i seksualadfærd også kan forklare nogle af det moderne menneskes særheder, som at kvindens ægløsning reelt er skjult, og at kvinder har permanent hævede mælkekirtler (synlige bryster). Det sidste er for enhver anden abe end mennesket et ­regulært turn-off, fordi hævede mælkekirtler signalerer, at hunnen ammer og derfor ikke kan befrugtes. Mens den skjulte ægløsning i dag kan være frustrerende for par, der ønsker at blive gravide, kan det have sikret vores tidlige for­mødre en permanent forsyning af mad, fordi hannerne aldrig vidste, hvornår de skulle slå til, og kun kunne være sikre på at blive far til afkommet, hvis de jævnligt parrede sig med hunnen.

Han forestiller sig, at vores linje begyndte med hanner, som gik efter de hunner, ingen af de dominerende hanner var opmærksomme på, da de havde permanent hævede mælkekirtler og ikke afslørede ægløsningen.

Tilsvarende har hunnerne udvalgt de hanner, der havde de mindste hjørnetænder, fordi de også var mindst aggressive og mindst tilbøjelige til at bruge energi på indbyrdes kampe.

Små tænder startede revolution

De små hjørnetænder signalerer dermed en afgørende forandring i vores udviklingslinjes sociale struktur. Ændringen var en stor reproduktiv succes og betød, at vores forfædre rejste sig op på to ben og senere begyndte at sprede sig ud på savannen. Langt senere igen førte den sociale adfærd til en menneskeabe, der udviklede redskaber og kultur og koloniserede alle egne af kloden.

Men selv om teorien er besnærende, står der stadig mange spørgsmål tilbage om, hvad der gjorde os til moderne mennesker. Donald Johanson er overbevist om, at fortolkningen af Ardi vil blive
debatteret intenst, og mange forskere vil være uenige med Awash-holdet.

“Noget af det vigtigste ved Ardi er, at fundet tvinger os til at tænke nyt, og det vil omfokusere en masse intellektuel energi de næste fem-ti år,” siger han.

I sidste ende kan svarene kun gives, hvis hullerne i fossilrækken lukkes af nye skeletfund med den rette alder. Derfor fortsætter Tim White og hans kolleger udgravningerne i Middle Awash. Der går da også allerede rygter om nye fund, som vil føje flere brikker til puslespillet.

• Forrige Side 2 af 2