Hvornår er en sten en ædelsten?

I den hyppigst anvendte definition er der fire ædelsten, nemlig rubin, smaragd, safir og diamant. Grupperingen stammer fra det gamle Grækenland og er baseret på, hvor sjældne stenene var, og om de blev tillagt en religiøs betydning. Det er altså hverken kemiske eller geologiske forhold, som afgør, hvilke sten der er ædelsten. De er dog alle fire mineraler med en vis gennem­sigtighed og en markant krystalform.

Ud over de fire nævnte bliver et antal mineraler og minerallignende substanser fra tid til anden inkluderet i gruppen. Det drejer sig oftest om ametyst og chryso­beryl samt om perler og opaler. De to sidste er ikke mineraler, men regnes alligevel nu og da med blandt ædelstenene.

Hvor ­gruppen af ædelsten kan virke lidt løst formuleret, går det først helt galt med de såkaldte smykkesten. Hertil regnes stort set alle mineraler og substanser, der jævnligt anvendes som dekoration. Det gælder fx granat, zirkon, rav og topas, hvor rav ­ligesom perler heller ikke er et mineral.

De fire c'er definerer ædelsten

Når en mineralog eller en juveler skal vurdere kvaliteten af en ædelsten – og til dels også af smykkesten – ser han eller hun på stenens farve, slibning, renhed og karat. På engelsk taler man om de fire c’er: colour (farve), cut (slibning), clarity (renhed) og carat (karat). For ædelsten er karat et mål for stenens vægt og må ikke forveksles med det samme udtryk, der benyttes om renheden af guld. Normalt sættes en karat til 0,2 gram. En sten stiger generelt i pris, hvis den ud over en høj karat har klare ­farver, fin slibning og stor renhed (det vil sige, at der ikke er synlige inklusioner).

I øjeblikket er smaragd den dyreste af de fire ædelsten pr. karat. Den mest værdifulde ædelsten i verden er imidlertid den store Afrikas Stjerne-diamant, der sidder øverst i scepteret i de engelske kronjuveler. Den har en karat på hele 530,20.