Hvor stammer tyrefægtning fra?

Tyrefægtningens oprindelse fortaber sig i det uvisse, men kampen mod det stærke dyr har mulige rødder både i Mykene i Grækenland og i Romerriget. En af de ældste afbildninger af en form for tyrefægtning er imidlertid fundet i oldtidsbyen Knossos på den græske ø Kreta. Her viser et 3500 år gammelt vægmaleri nogle akrobater, der tager en tyr ved hornene og springer op på dens ryg.

I kejsertidens Rom var tyrefægtning også en populær forlystelse, men det var på Den Iberiske Halvø, at tyre­fægtningen, som vi kender den i dag, tog form.

Tyrefægtning har rødder i bl.a. Grækenland. Herover ses en 3500 år gammel leg med tyre fra Knossos.

Fra omkring år 1000 fordrev adelige og kongelige spanske riddere tiden i fredsperioder med at kæmpe mod tyre, idet de fra hesteryg gik til angreb på dyret med sværd og lanser. Dødstallet var stort, og omkring år 1650 blev kampene forbudt ved et kongeligt dekret. I stedet blev tyrefægtningen ført videre af folk fra landsbyernes lavere klasser, hvor mændene til fods angreb tyrene med blandt andet sværd, lanser, køller og knive. Antallet af tyrefægtninger steg dramatisk, og ved de store fiestaer blev der dagligt sendt omkring 25 tyre i arenaen.

Tyrefægtning fik så småt sin moderne form i 1726, da matadoren Francisco Romero fra Ronda i Spanien begyndte at opstille grundreglerne for den strengt ritualiserede forestilling, vi kender i dag. Her skal tre matadorer hver dræbe to tyre i løbet af en tre-akters-forestilling, der strækker sig over to timer.