Hvorfor er “at være” uregelmæssigt på mange sprog?

Jeg har lagt mærke til, at verbet “at være” er uregelmæssigt på alle de sprog, jeg kender noget til. Hvad er årsagen til det?

Før i tiden havde de fleste verber en stærk bøjning i datid. Man ville for eksempel sige “Jeg grov min have” (i dag: gravede). Men i en lang periode har der været en udvikling i sproget mod større systematik, og derfor er mange af de uregelmæssige datidsformer ved at forsvinde. I dag siger man “jeg frøs”, men måske vil det om nogle generationer blive til “jeg frysede”. Men sprogforskerne har konstateret, at de ord, som holder bedst stand, er dem, der bruges oftest. Og på alle sprog er “at være” naturligt nok et af de allerhyppigste ord. På eksempelvis hebraisk og arabisk samt esperanto er “at være” dog regelmæssigt.