Hvem opdagede vitaminerne?

Under et ophold på Java i 1890’erne ­opdagede Eijkman, at nerve- og muskelsygdommen beriberi hos høns kan forebygges ved at fodre med upolerede ris. Dengang mente man, at beriberi var en infektions­sygdom, og Eijkman antog, at upolerede ris bekæmpede infektionen.

Først senere op­dagede forskerne, at det virksomme stof i risskallerne var thiamin – eller B1-vitamin. Eijkmans eksperimenter med høns og ris var et af de første skridt på vejen mod udviklingen af ernæringsvidenskaben.

Christiaan Eijkman fandt i 1890’erne ud af, at B1-vitamin kunne helbrede nerve- og muskelsygdommen beriberi.

Den udvikling tog fart, da Frederick Hopkins i 1901 opdage­de aminosyren tryptofan, som han karakteriserede som en livsnødvendig aminosyre. Den skal tilføres med kosten, da kroppen ikke selv danner den.

Fra da af begyndte forskerne målrettet at lede efter de nødvendige næringsstoffer, og i 1911 gav den polske biokemiker Casimir Funk stofferne betegnelsen “vitamine” efter det latinske ord for liv, vita, og amine, der var et næringsstof, han havde isoleret fra ris.