Hvorfor ser kalenderen ud som den gør?

Enhver kalender er baseret på tre grundlæggende astronomiske rytmer.

Den første er døgnets længde på 24 timer, der er ­bestemt af Jordens rotation.

Den anden er måneden, som har sin oprindelse i Månens faser og dermed omløbstid om Jorden. Skulle vi basere måneden helt på Månens faser, skulle alle måneder være 29,53 døgn lange, men det er jo upraktisk.

Den tredje rytme er året, som er baseret på den tid, det tager Jorden at bevæge sig en gang rundt om Solen. Desværre har naturen maget det, så der går 365,24 døgn på et år, og det ekstra kvarte døgn har lige siden historiens begyndelse voldt mange problemer for at udarbejde en god kalender.

I vores kultur tager vi udgangspunkt i årets længde og mindre hensyn til ­måneders sammenhæng med Månens omløb. Det er også derfor, at vi kan tillade os at have måneder af forskellig længde. Går vi helt tilbage til romertiden, så havde ­romer­ne en efter vores forhold mærkelig kalender med et kalenderår på 355 dage, som svarer til 12 omløb af Månen. Det er desværre mere end ti dage kortere end Jordens omløb om Solen, men det problem løste romerne ved med mellemrum at indføre en ekstra måned, som de kaldte mensis intercalaris, på 27 dage.

Det var naturligvis et rod, at årene ikke altid var lige lange, men det ordnede Julius Cæsar ved at indføre den julianske kalender. Men der var så meget uorden i regnskabet, at Cæsar måtte starte med et år på 445 dage – det var år 46 før vor tidsregning.

Kort februar kommer fra romersk kalender

Mensis intercalaris blev afskaffet, og månedernes længde blev tilpasset, så de tilsammen udgjorde et år på 365 dage. At februar er kortere end de andre måneder, er et levn fra den romerske kalender, hvor man netop brugte februar til at indsætte en mensis intercalaris.

Skudåret var dog stadig et stort problem, fordi årets længde ikke er præcis 365 døgn, men 365,2422 døgn. Og da årets længde ikke er præcis et kvart døgn længere end 365 døgn, er det ikke nok med et skudår hvert fjerde år. Der skal flere korrektioner til. Det problem blev løst, da pave Gregor 13. indførte den grego­rianske kalender, som vi stadig bruger. ­Kalenderen blev indført i 1582 og omgår problemet ved at justere antallet af skudår, så der kun er 97 skudår på 400 år.