En lodret mur af is står i vejen for sejren

Nær målet forekommer stigningen uendelig og ensformig, og hvor mændene fra morgenstunden boblede af energi og gåpåmod, mærker de nu en næsten total udmattelse. Fremskridtet er langsomt, så godt som umærkeligt, og foran truer den største forhindring af alle: en isglat, lodret klippevæg, der tårner sig 12 meter i vejret som en uoverstigelig mur.

Fra luftfotografier er Hillary og Tenzing forberedt på klippevæggen, men da de omsider står ved foden af den, synker hjertet i livet på dem: Mod forventning er der ingen smutvej rundtom. Hillary giver sig til centimeter for centimeter at granske væggen, der spærrer for den sidste etape mod toppen.

Til sin ­lettelse opdager han, at noget af den is, der hænger på klippesiden, har løsnet sig og skabt en sprække, der lige akkurat er stor nok til, at man kan klemme sig op igennem. Med ryggen presset mod den nøgne klippe borer han støvlernes klatrejern ind i isen og maser sig skridt for skridt op gennem den trange kamin, hele tiden bevidst om, at isen hvert øjeblik kan løsne sig med katastrofale følger.

Uden uheld, men med opbydelsen af sine sidste kræfter lykkes det Hillary at arbejde sig hele vejen igennem, ­hvorefter han holder rebet, så Tenzing har noget at støtte sig til på vejen op. Som en kæmpe fisk, der lige er blevet trukket på land, ligger Tenzing kort efter og gisper oven på klippen. For første gang under hele ekspeditionen vover Hillary i dette øjeblik at tro på succes. “Intet kan stoppe os nu,” tænker han, mens han spejder op mod Everests tinde.

På den sidste etape af den forrevne bjergryg må bjergbestigerne flere steder hugge trin i isen for hvert skridt. Hver gang de passerer en lille top, håber de, at det er den sidste, men hele tiden dukker nye og højere op, og mens stigningen fortsætter i det uendelige, daler humøret tilsvarende.

Højeste tinde

Efter to timers arbejde med at hugge trin – for Hillary føles det som et helt liv – når parret klokken 11.30 op på en snedækket top, hvor de forgæves ­kigger efter den næste bjergkam. Så dæmrer det for dem, at der ikke er andre – den top, de befinder sig på, er højere end alle andre – med sine 8850 meter højere end alle andre i hele verden.

I en sindsstemning, der på et splitsekund skifter fra lettelse over forbløffelse til triumf, kigger Hillary på Tenzing. Bag den tilisede iltmaske og under is­tapperne, der hænger ned fra håret, stråler et bredt smil, og da Hillary tager et skridt frem for på britisk gentlemanmanér at trykke sin makker i hånden, bliver han mødt af to udstrakte arme. I fryd om­favner mændene hinanden og dunker hinanden i ryggen, hvorefter Tenzing ruller de flag ud, som han har viklet om skaftet på sin isøkse.

Mens han holder flagene op mod den blå himmel, knipser Hillary løs med sit kamera, hvorpå han bøjer sig ned og kradser i overfladen efter nogle småsten, som han putter i lommen som en souvenir. Imens beder Tenzing en stille bøn og graver så lidt chokolade og kiks ned i sneen som en gave til bjergets guder.

Telegram til London med dårlige nyheder

“We knocked the bastard off” – “Vi fik has på uhyret” – jubler Edmund Hillary, da han og Tenzing efter en iskold overnatning på bjerget nærmer sig resten af ekspeditionen, der venter spændt i camp 4.

Endnu har resten af verden til gode at høre om triumfen, men med på ekspeditionen er journalisten James Morris fra den britiske avis The Times. Han iler ned til basislejren på Khumbu-isfaldet, hvor han finder sin skrivemaskine frem og taster et telegram til redaktionen: “Snow condition bad hence expedition abandoned advance base on 29th and awaiting improvement being all well.”

For uindviede er telegrammet nedslående læsning – topforsøget er indtil videre aflyst på grund af dårligt vejr. Men Morris har på forhånd aftalt netop denne kode med sin avis for at undgå, at andre journalister skal opsnappe nyheden. Da telegrammet tikker ind på redaktionen i London, ved med­arbejderne, præcis hvordan de skal tolke budskabet: “Toppen nået den 29. maj af Hillary og Tenzing.”

• Forrige Side 3 af 3