En stemme hvisker, at han skal vende om

Om morgenen den 19. august tegner dagen lovende. Vinden er løjet af, himlen er klar, og behageligt udhvilet ligger Messner i sit telt og nipper til en kop te, mens han i tankerne gennemgår dagens program.

For at gøre oppakningen lettere vil han efterlade et par dåser sardiner, en gasflaske og noget suppe og te, men da han klokken ni har pakket sit grej, føles det alligevel, som om rygsækken er tungere end dagen før.

Manglen på ilt har gjort ham kronisk udmattet, og denne morgen tager det uendeligt lang tid at komme i omdrejninger. Messner slår autopiloten til – han nægter at lytte til kroppens signaler og den djævel, der uophørligt hvisker ham i øret, at han bør vende om. Tiden er ikke til fortrydelse eller tilbage­tog, vedtager han med sig selv. Håbet om at få opfyldt en livslang drøm har drevet ham op på bjerget, og den drøm må han forfølge hele vejen.

Som et firbenet væsen med skistavene som ­forben slæber han sig fremad i sneen, der bliver ­stadig dybere og efterhånden når ham til livet. 15 skridt, pause, 15 skridt, pause. Selv om han endnu ikke er nået til den stejleste etape, går det uendeligt langsomt, men udsigten til Everests øverste etage virker dragende og holder ham til ilden.

For træt til at bekymre sig om lavineskred

Da en tæt tåge op ad dagen ruller ind over bjerget, forsvinder de kendte pejlemærker, og flere gange frygter Messner, at han er faret vild. Alligevel skrår han uforstyrret hen over Nordvæggen, som er ét stort potentielt lavineområde. Messner er sig fuldt bevidst, at han hvert sekund kan blive fejet i af­grunden, men fordi han er dødeligt udmattet, orker han ikke engang at bekymre sig om faren.

Sidst på eftermiddagen er han så forkommen, at han knap formår at holde sig oprejst. Hele dagen har han været på farten, men det er kun lykkedes ham at tilbagelægge 400 meter, så han nu befinder sig i 8200 meters højde – 650 uendeligt lange meter fra toppen. Ikke så meget som et enkelt skridt mere ­evner han at tage, og med sine allersidste kræfter får han slået teltet op på en klippehylde, mens sneen drysser ned og time for time øger lavinefaren.

Adskillige kopper te senere vender følelsen så småt tilbage i lemmerne, og selv om han egentlig ikke er sulten, tvinger han sig selv til at spise lidt ost, brød og en frysetørret ret af kylling i karrysovs.

Den tomme emballage lægger han under soveposen; den kan han bruge til at tisse i i løbet af natten. Stadig med støvlerne på kryber han ned i soveposen og ­døser hen, men da han efter en urolig nat vågner næste morgen, føler han sig præcis lige så slatten som dagen før. Leddene er ømme og halsen tør og rusten, men udsigten fra teltet fejler ingenting: Over ham ligger Everests pyramideformede tinde badet i et næsten magisk rødgyldent skær.

“Skal, skal ikke. Det er nu eller aldrig. I morgen er jeg for svag til at nå toppen. Enten-eller. Enten må jeg gå ned eller op.” Fra morgenstunden diskuterer Messner med sig selv, om han skal fortsætte, og først lidt over otte tager han beslutningen. Telt, skistave, liggeunderlag, sovepose, rygsæk, det hele lader han blive tilbage, og med isøksen og kameraet som den eneste bagage sætter han kurs mod toppen.

I landskabet af forrevne klipper, sne, is, tåge og skyer mister Messner indimellem orienteringen, og når det sker, griber han sig selv i at drøfte situa­tionen med sin isøkse, der har afløst rygsækken som imaginær sparringspartner. Stigningen er nu så stejl, at han bogstaveligt talt kryber af sted, mens han hakker trin i isen. For første gang siden styrtet i ­spalten føler han sig i overhængende livsfare. En enkelt forkert bevægelse kan sende ham lige lukt i afgrunden, og lige nu føles det, som om tyngdekraften er stærkere end nogen sinde. Støvlernes klatrejern fungerer som et anker i sneen. Det er dem, der holder ham fast, mens han forsigtigt kryber opad.

Omfavner et metalstativ på toppen

Uden at ane, hvor han får kræfterne fra, klatrer Mess­ner i timevis. Han føler sig som en robot, der er programmeret til at holde sig i gang. Hvert øjeblik håber han, at han står på toppen, men den skarpe bjergkam forekommer uendelig. Nu har han ikke længere kræfter til den serie af bevægelser, der skal til for at sætte sig ned og slappe af. Han lader sig blot falde bagover i sneen, hvor han ligger som en død.

Det er nu syv timer siden, Messner forlod sit telt, og fra bestigningen to år tidligere ved han, at tinden bør befinde sig tæt på. Han kan ikke se den, kan ikke se en hånd for sig og bevæger sig fremad i blinde, mens et let snefald visker hans fodspor ud. Pludselig er han lige ved at ramle ind i en trefod, som kinesiske bjergbestigere har efterladt på Everests højeste punkt i 1975. Som var den en længe savnet kæreste, griber Messner om trefoden og omfavner den. “Nu er jeg her, det er det eneste, der betyder noget,” ­tænker han og kigger på sit ur. Klokken er 15.20.

Som en zombie, der adlyder en indre stemme, binder han sit kamera fast til isøksen, så han med selvudløseren kan forevige sig selv på toppen. Mess­ner registrerer knap det historiske øjeblik, hvor han for anden gang i sit liv står på verdens top, denne gang som den første solobestiger. Alt overskud er sivet ud af kroppen, han føler sig tung som en sten og er faretruende ligeglad med det hele. Hans livs største drøm er gået i opfyldelse, men han føler hverken glæde eller triumf. Det eneste, han ønsker, er at lægge sig ned og glemme alt omkring sig.

Kurer ned ad bjerget som en søvngænger

Efter knap tre kvarter begynder Messner mekanisk nedstigningen. For at holde sig i gang forsøger han at fokusere på lugten af sne, på klippernes farver og på den sprække af sollys, der indimellem trænger ned gennem lagene af skyer og tåge. Han har travlt nu; han skal nå ned til teltet inden solnedgang, men en tør hoste river i lungerne og tvinger ham til at holde pause med få meters mellemrum.

Med nød og næppe når han ned, få minutter før mørket sænker sig over Everest. Selv om han ved, han bør spise og drikke, har han ikke kræfter til det. I stedet nøjes han med at varme sig ved gas­flammen, mens han ligger som en levende død og funderer over, hvor behageligt let det ville være at overgive sig til kulden og udmattelsen.

I de tidlige morgentimer den 21. august opgiver Mess­ner forsøget på at sove. Han efterlader alt i ­teltet, bortset fra rygsækken, skistavene og isøksen, og begiver sig af sted ned mod Nena, der venter i den fremskudte basislejr i 6500 meters højde.

Som en søvngænger uden tanke for egen sikkerhed lader han sig flere gange kure på ryggen ned ad bjerget uden at ane, hvor eller hvordan turen vil ende. Morgensolen har gjort sneen blød, og selv om han for sit indre blik ser blinkende lavinefareskilte overalt, er han upåvirkelig. Han vil bare ned, og det skal gå stærkt. Den sidste etape ned til Nena går det alt for stærkt. Messner snubler og glider 120 meter ned ad bjerget, men får standset faldet med sin
isøkse. Fortumlet kommer han på benene igen og får i det samme øje på Nena, der løber ham i møde.

“Reinhold, hvordan har du det?” spørger hun ­bekymret, men får kun et par hulk til svar. Det ­menneske, der kort efter lader sig omfavne, er et menneske i opløsning. Grædende synker han ned på knæ og gemmer ansigtet i hænderne.

“Alt er okay, Reinhold. Alt er okay. Lejren er lige herovre,” beroliger Nena, der overtager styringen og får gelejdet sin ven ind i teltet.

Først flere timer senere er Messner kommet så meget til sig selv, at han kan tale. De første ord, han siger, lyder som et ekko fra tre dage tidligere, da han stod på bunden af en otte meter dyb spalte:

“Det gør jeg aldrig igen. Jeg bestiger aldrig et bjerg solo igen – jeg har nået grænsen.”

• Forrige Side 2 af 2