Hugger klippehylde ud til den sidste lejr

I 8500 meters højde bliver de ladt alene tilbage med deres forsyninger, og mens hjælperne klatrer nedad igen, forsøger Hillary at finde et sted, hvor de kan tilbringe natten. Valgmuligheder er der ikke nogen af – den eneste mulige lejrplads på den stejle skråning er en smal og stormomsust klippehylde, hvor isen oven i købet skal hugges til, før teltet kan slås op. Inden mændene ruller sig sammen i deres soveposer, kigger Hillary op på aftenhimlen. Stjernerne lyser klart, ikke en sky er i sigte – det lover godt for morgendagens stroppetur til verdens tredje pol.

Efter en urolig nat i rusk og kulde opgiver Hillary klokken fire om morgenen den 29. maj at få mere søvn. Han fryser helt ind til knoglerne og får møjsommeligt arbejdet sig ud af soveposen og hen til teltdøren. Frosten har gjort den stiv som et bræt, men da det endelig lykkes ham at få den bakset op, bliver han belønnet med en storslået udsigt: I det tidlige morgenlys tegner Himalayas tinder en ­knivskarp silhuet mod den dybblå himmel, mens dalstrøgene langt nede ligger hen i buldermørke.

Bjergbestigerne pakker sig ind

Termometeret viser 27 graders frost – en absolut tilforladelig temperatur i 8500 meters højde, hvor 40-50 frostgrader ikke er usædvanligt. Inden de forlader teltet, smører bjergbestigerne ansigterne ind i en fed creme som værn mod den bidende vind og ifører sig vindtætte nylonbukser og -jakker oven på de mange lag tøj, de allerede har på: en undertrøje, en uldskjorte, en pullover af shetlandsuld, uldne ­underbukser, dunbukser og -jakker. Hænderne pakker de ind i tre par vanter – de inderste er af silke, de midterste af uld, og de yderste af vindtæt stof.

Klokken er 6.30, da Hillary og Tenzing kryber ud af teltet i verdens højeste lejr. Balancerende på den smalle klippehylde med vinden pibende om ørerne spænder de deres knap 14 kg tunge iltapparater på ryggen. Det tunge udstyr nærmest tvinger dem i knæ, men i samme øjeblik de får iltmaskerne på og tager en dyb indånding, er det, som om byrden ­bliver lettere. Bundet sammen med et nylonreb og bevæbnet med hver sin isøkse indleder mændene rejsen mod toppen. Over dem troner en næsten lodret bjergskråning, som er dækket af et tykt lag puddersne, og da Tenzing tager det første skridt ad den ukendte sti mod tinden, synker han i til knæene.

I de første 10-20 minutter er mændenes bevægel­ser klodsede og stive, men efterhånden som musklerne bliver varmet op, falder Tenzing og Hillary ind i et rytmisk klatretempo. Målbevidst pløjer de sig gennem sneen, og efter kort tid får de øje på dagens første mål, South Summit, der ligger badet i sollys. Mændene skiftes til at føre an. Flere steder må de hugge trin ind i isen, men værst er de passager, hvor vinden har slebet en hård skorpe oven på sneen. Nogle gange kan overfladen bære deres vægt, andre gange bryder den uforudsigeligt sammen under dem, så de trimler omkuld og anspændt holder ­vejret. Frygten for at udløse en lavine eller at glide ud over en klippe og ned i afgrunden er en tro ­følgesvend, men en ukuelig viljestyrke driver dem videre fremad og opad. Med forsigtige skridt lægger Hillary og Tenzing meter efter meter bag sig.

Isflage løsner sig på kanten af afgrunden

Klokken lidt over otte nærmer parret sig South ­Summit. Den bjergkam, der fører op til sydtinden, er skarp som en knivsæg, og som linedansere med en cirka tre kilometer dyb afgrund under sig balancerer mændene hen over kammen, mens isdækket slår revner under deres fødder. Pludselig løsner en cirka to gange én meter lang isflage sig under Hillary, og mens han kæmper for at bevare fodfæstet, følger han chokeret flagens rutsjetur ned ad bjerget.

Hændelsen gør stærkt indtryk på Hillary, der for første gang mærker usikkerheden gnave. Måske er det klogest at vende om. Han kigger spørgende på sin makker: “Hvad mener du om det, Tenzing?” “Meget slemt, meget farligt,” svarer han prompte på sit begrænsede engelsk. “Synes du, vi skal forsætte?” forhører Hillary sig, selv om han kender svaret på forhånd. “Hvis du ønsker det,” lyder det kortfattet fra makkeren, der allerede er på vej videre.

Et skridt frem og to tilbage

Uendeligt langsomt arbejder de sig opad. For hvert skridt fremad er det, som om de glider to tilbage på den spejlglatte overflade, men klokken ni er det lykkedes dem at nå op på South Summits rundede top, hvor de hugger en platform i isen og ­sætter sig for at få et tiltrængt hvil og en slurk vand.

Herfra er udsigten til Everests trekantede tinde 90 meter højere oppe både formidabel og skræmmende: Toppen lyser hvidt og tillokkende, men den bjergryg, der fører den sidste vej mod målet, er, som Bourdillon og Evans har advaret om, uhyre smal og stejl og ligner ved første øjekast en uovervindelig barriere.

Ved nærmere eftersyn ser sneen ud til at være fast og hård, og lige præcis det forhold kan gøre forskellen på succes og fiasko. Havde sneen været blød og løs, ville bjergryggen være livsfarlig at ­forcere, men tilsyneladende kan det lade sig gøre at hugge en trappe af trin hen over den. Hårdt arbejde, men ikke umuligt, vurderer Hillary. Få minutter ­senere bølger lyden af rytmiske økseslag ned ad Everests skråninger. Mens Tenzing sikrer sin makker med et solidt greb i rebet, hugger Hillary løs.

• Forrige Side 2 af 3 Næste