Sidste mand når toppen to timer for sent

Omkring klokken 15 firer Scott Fischer sig som den sidste op over Hillary Step. Hele vejen under op­stigningen har Fischer fungeret som fejemanden, der sørger for at få bagtroppen med, og selv om han som chefguide egentlig burde have beordret alle mand ned, lader han som ingenting. I stedet fortsætter han opad, og først klokken lidt i fire – knap to timer efter det aftalte vende om-tidspunkt – når han verdens højeste punkt.

Over radioen kontakter han basislejren og fortæller triumferende, at alle fra Mountain Madness-truppen er nået til tops. “Men kors, hvor er jeg træt,” gisper Fischer, der dagen ­igennem har været småsyg og udmattet.

I forvejen befinder Rob Hall sig på tinden – han venter på sin deltager Doug Hansen, som er på vej op over den sidste pukkel på topkammen. Også ­Makalu Gau og hans to sherpaer er nået til tops, men på grund af det fremskredne tidspunkt vender de hurtigt om igen og sætter kursen nedad.

Nedad i sneglefart

I mellemtiden er resten af flokken godt i gang med den lange nedstigning til lejr 4. Dødeligt udmattede bevæger de sig i sneglefart nedad i spredte smågrupper. Mange er løbet tør for ilt og er svimle og desperate efter at nå ned til Sydtoppen, hvor sherpaerne har oprettet et depot med fulde ilt­flasker. Medbringende nye forsyninger af ilt forlader de første Sydtoppen i det svindende dagslys klokken halv fire om eftermiddagen. Det drysser nu ned fra himlen, og et tæt skylag gør det stort set umuligt at afgøre, hvor Everest ender, og luften begynder.

På Balkonen i 8412 meters højde træder der pludselig en snedækket skikkelse frem af intetheden og ud foran Mike Groom, en af Rob Halls guider. “Hej Mike,” siger manden, som til Grooms forbløffelse viser sig at være Beck Weathers. Siden han for flere timer siden opgav topforsøget på grund af dårligt syn, har han tålmodigt ventet på de andre og er i mellemtiden blevet så godt som blind. Det står straks klart for Groom, at Weathers umuligt kan klare sig ned ad bjerget på egen hånd. Resolut finder han et reb frem og begynder med hjertet i halsen at bugsere Weathers nedad. For hvert tiende skridt træder han ved siden af sporet og må fanges med rebet, og Groom gruer for selv at blive trukket med i faldet.

Flakker om 300 meter fra lejren

Under nedstigningen er en storm begyndt at trække op, og mens de første hen under aften vakler i sikkerhed i lejr 4, slår stormen ved syvtiden brat om til orkanstyrke. Hovedparten af klatrerne befinder sig stadig længere oppe på bjerget­ – fanget i en cocktail af buldermørke, tæt tåge og piskende vind.

En blandet gruppe på 11 klatrere fra både Halls og Fischers hold nærmer sig på det tidspunkt lejren. På randen af fysisk­ sammenbrud stavrer de nedad anført af to sherpaer. Iskrystaller slår mod ansigterne med voldsom kraft og skærer sig som nåle ind i øjnene, og for ikke at gå lige op mod vinden bøjer sherpaerne af, så de til sidst mister retningssansen.

I over to timer flakker klatrerne om på må og få, døden nær af træthed og forfrysninger og uden at ane, at lejren kun er cirka 300 meter borte.

De tre hårdest ramte klatrere i gruppen, japa­neren Yasuko Namba og amerikanerne Charlotte Fox og Sandy Pittman, er ude af stand til at stå på egne ben og må slæbes af sted. Ligesom de andre
i gruppen er de tre kvinder svimle og omtågede af mangel på ilt, og med en temperatur på under 75 minus­grader fryser de helt ind til knoglerne.

Neal Beidleman forsøger at holde sammen på skaren af omflakkende sjæle. Af frygt for, at nogen i blinde skal vandre ud over en afgrund, beordrer han til sidst klatrerne til at krybe sammen i læ af en klippe. Siddende på isen på rad og række banker bjergbestigerne løs på hinanden for at få lidt varme i kroppen, men uden at det nytter.

Klatrerne ligger ubevægelige på isen

De hjemvendte klatrere i lejr 4 er lykkeligt uvidende om den tragedie, der udspiller sig få hundrede meter borte, men blandt de få, der ikke er kollapset inde i teltene, vokser bekymringen time for time. 19 mennesker er ikke vendt tilbage, og Scott Fischers guide Anatoli Boukreev, der som den første nåede ned ved 17-tiden, har flere gange været ude at lede.

Først klokken kvart i et om natten hører han nogle af de savnede nærme sig lejren. Trods orkanens rasen er det lykkedes Beidleman og tre andre at finde vej gennem snehelvedet, og selv om de ­bevæger sig som zombier og knap kan tale, får de forklaret Boukreev, hvor resten af gruppen befinder sig. Øjeblikkeligt begiver Boukreev sig af sted, og da han omsider finder dem, får han et chok. Klatrerne ligger på isen uden at røre sig, næsten begravet i sne. Mens Beck Weathers og Yasuko Namba ser ud til ­allerede at være døde, forekommer det Boukreev, at de andre er på nippet til at dele samme skæbne.

Da dagen gryr næste morgen, er Everest som forvandlet. Himlen er klar, og sigtbarheden perfekt, men i lejr 4 er flere telte foruroligende tomme. To af de savnede kan de chokerede klatrere umiddelbart gøre rede for. Under nattens redningsaktion har Boukreev måttet prioritere sin indsats, og det er gået ud over Weathers og Namba, som er blevet ladt tilbage på isen ud fra den vurdering, at deres liv ikke stod til at redde. Scott Fischer, Rob Hall, Andy Harris, Doug Hansen og Makalu Gau er derimod sporløst forsvundet, men klokken kvart i fem om morgenen kontakter Rob Hall basislejren over radioen og ­fortæller, at han befinder sig på Sydtoppen.

“Jeg er for klodset til at bevæge mig,” meddeler han og fortæller med næsten uhørlig stemme, at Andy Harris og Doug Hansen begge er døde.

Forsøg på undsætning slår fejl

Sherpaen Lopsang har dårligt nyt at fortælle om Scott Fischer og Makalu Gau. Aftenen før har sherpaen siddet sammen med de to mænd i en time på en snedækket afsats over Sydsadlen, mens de i den hylende snestorm forsøgte at samle kræfter til nedstigningen. Ved 10-tiden om formiddagen drager to redningshold af sted fra lejr 4 for at undsætte Hall, Fischer og Gau. De to sidstnævnte bliver fundet på den afsats, hvor Lopsang har efterladt dem, men for Fischer kommer hjælpen for sent. Han trækker kun lige akkurat vejret, hans øjne stirrer uden at se, og kæberne er presset fast sammen som i dødsstivhed. Gau, derimod, er ved fuld bevidsthed. Han klamrer sig til livet, og efter at have fået varm te og ilt kan han med sherpaernes hjælp stavre ned til lejr 4.

Forsøget på at undsætte Rob Hall slår fejl. På ­vejen op ad bjerget løber sherpaerne ind i en hidsig storm og må vende om cirka 200 meter under ­Sydtoppen. Men dagen igennem opfordrer holdkammeraterne via radioen indtrængende Hall til at forsøge at komme ned ved egen hjælp. Klokken 15.20 er han blevet så irriteret over de gentagne og stadig mere bønfaldende opkald, at han vrisser:

“Hvis jeg troede, jeg kunne klare knuderne på rebene med de forfrysninger, jeg har i hænderne, ville jeg være gået ned for seks timer siden.”

Et mumielignende væsen vakler ind i lejren

Klokken 18.30 forsøger Rob Halls kone via en satellitforbindelse fra New Zealand at finde ud af, hvor slemt det står til. “Hvordan har dine fødder det?” spørger hun prøvende. “Jeg har ikke taget mine ­støvler af for at tjekke dem, men det kan godt være, jeg har lidt forfrysninger,” svarer Hall. Inden han ­af­slutter samtalen, siger han godnat til sin kone med de ord, der skal blive hans sidste: “Sov godt, min skat. Lov mig ikke at være alt for bekymret.”

Mens det fulde omfang af katastrofen så småt begynder at gå op for de overlevende i lejr 4, sker der et mirakel: Klokken lidt i fem om efter­middagen dukker der pludselig et mumie­lignende væsen med en stivbenet gangart op ved teltene. Med en nøgen og frostskadet hånd strakt frem for sig som i en stivnet hilsen tumler skikkelsen ind i lejren, hvor klatrerne vantro kan konstatere, at Beck Weathers er genopstået fra de døde. Selv om han er blind på højre øje og kun kan se en smule med venstre, er det lykkedes ham at finde tilbage efter at have ligget bevidstløs på isen i over et halvt døgn.

Lamslåede, men utroligt glade, gelejder kammeraterne Weathers ind i et telt, hvor han bliver puttet i to soveposer fyldt med varmedunke. Han ser forfærdelig ud med sortblå forfrysninger i det meste af ansigtet. Pulsen er nærmest umærkelig, men i modsætning til Rob Hall, Scott Fischer, Doug Hansen, Andy Harris og Yasuko Namba er han i live.

Tirsdag den 14. maj om formiddagen er Everests basislejr forvandlet til et improviseret sørgekapel. En lama brænder enebærrøgelse og messer buddhistiske bønner, og en håndfuld af de overlevende ­holder tale for deres faldne kammerater.

Beck Weathers og Makalu Gau er dagen forinden blevet fløjet til Kathmandu med helikopter for at blive behandlet for deres frostskader, og de fleste af de forsamlede ekspeditionsdeltagere er også i en grum forfatning: Øjne er hævede, læber er ved at falde af, kinder er sorte af forfrysninger, hænder og fødder er pakket ind i forbindinger. Men de sår, der gør mest ondt, er usynlige – de sidder på sjælen.

• Forrige Side 2 af 2