Vincent killing

Kat går for første gang takket være 3D-print

Huskatten Vincent tager sine første skridt nogensinde med hjælp fra avancerede titanium ben-proteser. Lægerne håber, at den succesfulde operation kan øge mulighederne for at hjælpe dyr i lignende situationer.

11. december 2015 af Andreas Ebbesen Jensen

Det lå ikke i kortene, at den amerikanske huskat Vincent skulle gå hen og blive en vaskeægte internetsensation.

Født uden begge sine bagben var den handicappede kat dømt til at leve en amputeret tilværelse i det dyreinternat i delstaten Iowa, der havde passet og plejet ham, siden han var killing.

Men heldigvis for Vincent kastede dyrelægen Dr. Mary Sarah Berg sin kærlighed på den to-benede kat, da hun lagde vej forbi dyreinternatet for et par år siden.

Vincent som killing før implantaterne. Foto: Iowa State University

Første færd på fire ben

Med hjælp fra firmaet Biomedtrix og sine kollegaer ved Iowa State University udviklede Dr. Mary Sarah Berg to 3D-printede titanium-proteser til sin nye dyreven, der undergik den første operation i begyndelsen af 2014.

Og det tog ikke mange dage før Vincent spankulerede rundt på alle fire for første gang i sit liv.

"Det var lidt uhyggeligt at se Vincent gå for første gang. Det er ikke hver dag, at man ser to metalstænger stikke ud af en kat", fortæller Dr. Mary Sarah Berg til Iowa State University (ISU) News Source, der netop har gjort videoen af Vincents første færd på fire ben tilgængelig på YouTube.

De 3D-printede titanium-ben blev sat fast i Vincents knogler. Der er kun 25 dyr på verdensplan, som har gennemgået lignende operationer. Foto: Iowa State University

Cyborg-kat hitter på YouTube

Cyborg-katten Vincent gennemgik sin anden operation i starten af 2015 og kan se frem til at komme under kniven et par gange endnu.

Titanium-proteserne skal nemlig forlænges ved hjælp af kirurgiske indgreb, så de til slut når kattebens-længde.

Men Dr. Mary Sarah Berg er overbevist om, at det kun er et spørgsmål om tid, før Vincent er i fuld vigør.

"Han kan ikke hoppe endnu eller gå op og ned af trapper. Men der kan ikke gå længe, før han springer og bevæger sig rundt som en normal kat", fortæller hun til ISU News.

Videoen af Vincent er på en lille uges tid blevet vist knap 640.000 gange på YouTube, og Dr. Mary Sarah Berg er glad for at deres banebrydende arbejde med Vincent lige nu går verden rundt.

"Jeg tror, at det her er med til at øge muligheden for at hjælpe andre dyr med lignende problemer. Vi har lært rigtig meget af vores arbejde med Vincent, og de næste dyr, vi tager under behandling, vil komme sig endnu hurtigere", fortæller hun til ISU News Source.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: