nb_u48 3D-print

Ny 3D-printer kan stå på skrivebordet

3D-printere har allerede revolutioneret industrien. Nu satser tyske Dremel på, at firmaet med en billig hobby-3D-printer kan revolutionere juleønskesedlerne fra designere og hobbyhåndværkere.

27. november 2014 af Carsten Nymann

Står du og mangler en fiberskive til bagakslen på din hjemmebyggede racercykel? Eller har du udtænkt en bogstøtte, der samtidig kan holde din mobiltelefon?

3D-printere kan med få museklik og et par dunke plast-lignende pulver gøre tanke til virkelighed, men hidtil har teknologien været dyr og ikke mindst utilnærmelig for andre end virksomheder.

Nu lancerer den tyske værktøjsproducent Dremel, som er bedst kendt for sine små multislibere til hobbybrug, en kompakt 3D-printer, der både skal være til at betale og nem at bruge.

Værktøjsmagerne hos tyske Dremel har udviklet en 3D-printer til skrivebordet eller hobbyværkstedet. Foto: Dremel.

Din egen 3D-printer for små 6.000 kroner

Priserne skal således begynde ved 999 dollars, svarende til cirka 5.900 kroner.

Printeren leveres med al software samt adgang til en række designværktøjer fra firmaet Autodesk, der står bag det anerkendte AutoCAD-program, der bruges af blandt andre arkitekter.

3D-printeren fylder som en mikrobølgeovn

Dremel Idea Builder, som printeren kaldes, kan både kobles op til PC og Mac – og den kan arbejde selvstændigt, hvor du blot fodrer den med et færdigt design via et hukommelseskort.

Printeren kan skabe produkter på op til 23x15x14 cm, og den fylder i sig selv ikke mere end en velvoksen mikrobølgeovn.

3D-printere smelter lag af pulver sammen

En 3D-printer skaber groft sagt emner ved med en laser at brænde helt tynde lag af et pulver sammen til et fast materiale.

Industrielle 3D-printere kan printe med alt fra plast til keramik og titanium, men hobbyprinterne holder sig indtil videre til plastmaterialer.

Præcisionen i Dremel Idea Builder er inden for 100 mikrometer – det vil sige hundrede tusindedele af en millimeter.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: