Hvordan fungerer en optisk computer?

Jeg har hørt tale om nye, optiske computere. Hvordan fungerer de, og vil de kunne erstatte almindelige computere i fremtiden?

1. september 2009

Endnu er optiske computere kun på tegnebrættet, men udviklingen er godt i gang. I modsætning til traditionelle computere, som benytter sig af elektroniske kredsløb, hvor elektroner bevæger sig gennem en siliciumkrystal, fungerer optiske computere ved hjælp af fotoner (lyspartikler), der strømmer gennem fotoniske krystaller. Det betyder, at overførslen af information vil kunne ske meget hurtigt og næsten uden energitab. Dermed vil et kapacitetsproblem være løst. De elektroniske kredsløb nærmer sig grænsen, og måske vil de aldrig nå op på hastigheder over 100 gigahertz – altså blot 50 gange hurtigere end en moderne computer. Derimod vil en optisk computer sandsynligvis kunne arbejde med hastigheder langt over 100.000 gigahertz. En fotonisk krystal kan bestå af mange forskellige materialer, men fælles for dem er, at de indeholder lufthuller, som er af en ensartet og meget præcis størrelse og sidder i et helt regelmæssigt mønster. Derfor vil den fotoniske krystal kun tillade lys med ganske bestemte bølgelængder at passere. Den største udfordring lige nu er at udvikle teknologier til at massefremstille fotoniske krystaller. For at kunne bruges i en optisk computer skal lufthullerne sidde med en indbyrdes afstand på omkring 0,0003 millimeter, og det er ekstremt vanskeligt at fabrikere.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: