nb_u43 reaper drone

Nu sætter krigsdronerne ind mod IS

De allierede styrkers mest avancerede ubemandede droner rykker fra Afghanistan til Syrien, hvor de skal levere det afgørende slag mod terrororganisationen Islamisk Stat.

23. oktober 2014 af Carsten Nymann

Bombninger såvel som nedkastninger af forsyninger og våben til kurdiske krigere i den syriske by Kobani er 100 procent afhængige af korrekte efterretninger.

Derfor rapporterer flere medier nu, at amerikanerne og briterne er klar til at opruste på netop den front ved at indsætte avancerede droner fra Afghanistan i kampen mod terrororganisationen IS.

Størstedelen af beholdningen af såkaldte Reaper- og Predator-droner er stadig bundet i Afghanistan, hvor de yder beskyttelse for 40.000 udstationerede NATO-soldater.

Men senest har det britiske luftvåben RAF ifølge avisen The Independent flyttet armerede Reaper-droner ud af Afghanistan med det formål at sætte ind mod IS.

Ubemandet bombefly med 950 hk

Reaper-dronen kan bære op til 14 missiler eller bomber og betegnes derfor på engelsk som en “hunter-killer” – en offensiv drone, der dog også bruges til overvågning.

Reaper har et vingefang på 20 meter, en længde på 11 meter og er motoriseret med en 950 hk turbopropmotor, der driver dronen frem med 400 km/t.

Den mindre Predator-drone fik debut helt tilbage i 1995 under krigen på Balkan, men er siden forbedret på en række punkter.

Droner fjernstyres fra sikker afstand

I dag kan både Predator og Reaper fjernstyres via satellit af en pilot og to sensor-operatører, som i princippet kan sidde tusinder af kilometer fra krigszonen.

Piloten styrer først og fremmest dronen via et farvekamera, som er monteret i næsen.

Fartøjet er desuden udstyret med et multispektralt målsøgningssystem, et TV-kamera, et infrarødt kamera samt en laser-markør, der udpeger mål for andre fly.

Indtil videre har der ifølge det amerikanske forsvarsministerium været foretaget omkring 700 overflyvninger med droner over Irak og Syrien i kampen mod IS.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: