NASA afslører forbrydere

Satellitteknik gør grumsede billeder skarpe

1. september 2009

En metode til at analysere satellitbilleder af soludbrud skal nu bruges af det amerikanske forbundspoliti (FBI) til at identificere forbrydere, som er optaget på video af sikkerhedssystemer i fx banker, storcentre eller på togstationer. Ofte er videobilleder fra fx røverier så grumsede, at en røvers ansigtstræk eller nummerpladen på hans flugtbil ikke kan ses med det blotte øje. Men et nyt program, der er udviklet til at rense billeder af Solen, kan nu bruges i forbryderjagten. Programmet er lavet af solforsker David Hathaway og atomforsker Paul Meyer, der kommer fra NASA’s Marshall Space Flight Center i Alabama. I 1996 hjalp de FBI med at analysere en række private videooptagelser af den bombesprængning, som dræbte to mennesker og sårede flere hundreder ved OL i Atlanta. Siden har de to forskere forfinet billedbehandlingsprogrammet, der nu sælges af et privat firma. Systemet, som kaldes VISAR, er i stand til at rette op på optagelser, der fx er rystede, fulde af “sne” eller dårligt zoomede. Programmet inddeler først videofilmen i enkeltbilleder, som hver især kun varer en brøkdel af et sekund. Derpå forbedrer programmet hvert eneste billede ved at tilføre information fra de omkringliggende billeder. Til sidst sættes de forbedrede billeder sammen, og videooptagelsen kan afspilles på ny. På den måde er det bl.a. lykkedes at aflæse nummerplader på flugtbiler, som var helt utydelige på det oprindelige videobånd. Og det har allerede sat flere forbrydere bag tremmer.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: