mord lyttende planter

Potteplanten afslører morderen

Et nyt våben i jagten på forbrydere er en visuel mikrofon, som kan aflæse samtaler i lydløse videoer ved at måle på vibrationer, fx fra en plantes blade. Videoovervågning fra et gerningssted kan blive et endnu mere nyttigt værktøj for politiet.

11. februar 2015 af Anne Lykke og Rasmus Kragh Jakobsen

Videoovervågning når nye højder

Ved et bord i et lokalt cafeteria sidder to mænd og taler om et mord, den ene skal til at begå. Mændene ved dog ikke, at potteplanten og servietterne lytter med og snart sladrer til politiet.

Scenariet lyder som ren Hollywoodfiktion, men teknologien findes allerede.

Forskere ved Massachusetts Institute of Technology (MIT), Microsoft og Adobe står bag en ny metode, der gør det muligt at se lyde i stumme filmoptagelser, fx overvågningsvideoer.

Chipspose sladrer gennem lydsikkert glas

Med teknologien kan forskerne genskabe tale ved at analysere mikroskopiske vibrationer i genstande på en video. Forskerne har fx vist, at de kan vride forståelig tale ud af vibrationer i en chipspose filmet gennem lydsikkert glas af et kamera fem meter væk.

VIDEO: Sang og poesi kan tvinges ud af chipsposer, blade og slikpapir med den nyeste overvågningsteknologi fra MIT:

Lydbølger udsættes for avanceret videoovervågning

Lyd rejser som trykbølger gennem luften og får alting til at bevæge sig en smule. Vibrationerne er ofte så små – i omegnen af en titusindedel af en millimeter – at øjet ikke opfatter dem. Men det gør et videokamera.

Tunge og stive genstande som fx en porcelænskop vibrerer dog mindre end lette materialer. Derfor er det lettest at måle på bevægelser i bløde materialer som fx et blad fra en potteplante.

Ved hjælp af avancerede computerprogrammer måler forskerne små farveændringer i alle pixlerne i et billede over tid. Vibrationerne fra lyden ændrer farvenuancen en anelse i pixlerne.

Computer omsætter farveændringer til lyd

Computerprogrammet følger farveændringerne fra hele planten og beregner, hvor meget potteplantens blade vibrerer. Alle vibrationerne omsættes til lyde, som planten har hørt eller rettere mærket.

En detalje i metoden er, at selv almindelige kameraer kan måle farveforskellene, fordi pixlerne flytter sig en lille smule i løbet af den tid, det tager, at indlæse information på pixlerne på kameraets chip.

Teknologien fra MIT er en videreudvikling af en lignende – men langt mere primitiv teknologi – som russerne brugte til at aflytte amerikanerne under den kolde krig.

De nye metoder vil formentligt blive et stærkt redskab for retsmedicinere og politiet til at opklare komplicerede forbrydelser.

Videoovervågning af planter og chipsposer er bare én metode

Den visuelle mikrofon er ikke den eneste nye overvågnings- og efterforskningsteknologi derude. Læs mere om brugen af bl.a. apps og satelitter i jagten på gerningsmanden:

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: