ITER fusion power facility

A-kraftens afløser er under konstruktion

Hvad blev der af .... Fusionskraft? I Illustreret Videnskab nummer 5/2011 skrev vi, at fusionskraft blandt andet kan skabe energi ud af radioaktivt affald fra A-kraft. I dag er fundamentet til det første fusionsværk støbt i Frankrig.

8. april 2014 af Carsten Nymann

I Cardarache i Sydfrankrig har entreprenørerne nu færdigstøbt det 1,5 meter tykke fundament under verdens første fusionskraftværk, ITER. Fusionskraft er udset til at afløse nutidens A-kraft omkring år 2050.

ITER er et demonstrationsanlæg, som bliver verdens største og mest komplicerede maskine. Hele komplekset kommer til at veje 360.000 tons og vil rage 60 meter i vejret. Anlægget ventes i øjeblikket køreklart i 2027, men datoen justeres løbende i takt med, at forskerne bag selve reaktoren støder på nye udfordringer i laboratoriet.

Atomkerner fusioneres

Fusionskraft er en type atomkraft, hvor små atomkerner fusioneres til en større kerne, hvilket frigiver en masse energi. Fusion er udnævnt til afløser for traditionel A-kraft, som udnytter den energi, der skabes, når atomkerner som uran spaltes.

En uudtømmelig energikilde

Problemet er, at forskerne for at tæmme fusion skal konstruere en reaktor, der kan oppebære temperaturer, der svarer til Solens og stadig producere mere energi, end den bruger.

Især det sidste giver forskerne hovedbrud, men for nylig fik amerikanske forskere et gennembrud, da de ved hjælp af 192 kraftige lasere for første gang beviste, at fusionsprocessen kan skabe et overskud af energi.

Atomaffald som brændstof

Fusion er sammenlignet med fission en næsten uudtømmelig energikilde, der oven i købet producerer langt mindre radioaktivt affald. I Texas arbejder forskere endda på at skabe et fusionsanlæg, som kan drives af atomaffald.

Du kan læse mere om dette og de øvrige nye fusionsprojekter i det seneste nummer af Illustreret Videnskab.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: