atomaffald smeltet-salt

Fremtidens reaktorer skal fodres med atomaffald

350.000 tons atomaffald er deponeret i mere eller mindre sikre lagre rundt omkring på kloden. En ny type reaktor fuld af glohed salt skal uskadeliggøre en stor del af affaldet.

9. juni 2016 af Morten Kjerside Poulsen

Kinesiske forskere er i øjeblikket ved at udvikle en ny type reaktor, hvor kerneprocesserne foregår i en 700 grader varm suppe af smeltet salt.

I udgangspunktet skal kraftværket køre på det nye vidundermateriale thorium, som er udbredt i naturen, og som er langt mere effektivt end atomkraftværkernes foretrukne brændsel – uran.

Men kraftværkerne kan også bruges til at afbrænde atomaffald.

Radioaktivt materiale udnyttes

I et klassisk, konventionelt atomkraftværk udnyttes kun op til 6,5 procent af det spaltelige uran i brændselsstavene. Resten skal deponeres som atomaffald i 100.000 år.

Men med de nye smeltet-salt-reaktorer, vil indholdet af radioaktivt materiale i brændselsstavene kunne udnyttes fuldstændigt.

Atomaffald skal opløses i glohed salt

Atomaffaldet opløses simpelthen i den glohede saltsuppe, så kerneprocesserne slippes løs og bidrager med varmeenergi, akkurat som i et konventionelt atomkraftværk.

På den måde kan de resterende 93,5 procent spalteligt uran omdannes til strøm via en varmeveksler, som bruger varmen fra saltet til at koge vand og drive en turbine.

Slutlagre stadig nødvendige

Smeltet-salt-anlæg er dog ikke hele løsningen på bjergene af atomaffald. Hele 350.000 tons atomaffald er deponeret rundt omkring i verden, og hvis smeltet-salt-kraftværker alene skal komme affaldet til livs, skal et nyt kraftværk indvies hver dag i 93 år.

Derfor er det stadig nødvendigt med slutlagre og atomkirkegårde, som kan holde i 100.000 år.

Radioaktivt vidunderstof

Men i 2030'erne vil Thorium og smeltet salt skabe nærmest idiotsikker atomkraft.

Læs mere om de nye smeltet-salt-reaktorer og det radioaktive vidunderstof thorium i vores store artikel.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: