Hvordan virker en lommelygte uden batteri?

Jeg har fået en lommelygte, hvor man drejer et håndsving, hvorefter lygten lyser i en halv time. Hvordan fungerer den?

1. september 2009

Der er i virkeligheden tale om et lille elværk. Inden i lommelygten er håndsvinget forbundet med en magnet, som drejes rundt i forhold til en spole. Det er ved hjælp af denne generator, at bevægelsesenergien omdannes til elektrisk energi. Strømmen bruges til at oplade et batteri, som kan få lygtens pære til at lyse. Andre lommelygter skal blot rystes frem og tilbage i 30 sekunder for at kunne levere lys i fem minutter. Her bevæger man en stavmagnet i forhold til en fastsiddende spole, hvorved der induceres elektrisk strøm i spolen. I sådanne lygter vil man typisk benytte lysdioder som lyskilde, dels fordi de ikke kræver ret høj spænding for at lyse, dels fordi selv en lille mængde energi bliver til en pæn mængde lys. I glødepærer er det kun omkring fem procent af energien, der bliver til lys, mens det i lysdioder gælder op mod 70 procent af energien. Lysdioderne har ydermere den fordel, at de er robuste og bedre tåler stød og slag end de traditionelle pærer med glødetråd. Det er ikke kun lygter, der kan oplades ved hjælp af håndsving. Der findes også radioapparater og mobiltelefoner, som kan oplades på denne enkle måde, ligesom der er udviklet bærbare computere med håndsving til brug i udviklingslande. Sådanne apparater er oplagte til områder, hvor elforsyningen er upålidelig eller slet ikke eksisterer.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: