Undersøisk vindmølle laver strøm af tidevand

Ny teknologi under havets overflade skal skabe miljørigtig energi

1. september 2009

Det britiske firma Marine Current Turbines Ltd. (MCT) har udviklet en ny slags undervandsmølle, som kan placeres på 20-30 meter dybt vand og producere masser af miljørigtig strøm. Møllerne drives ikke frem af vind, men derimod af vand, og de kan opstilles de steder på havbunden, hvor der enten findes stærk tidevandsstrøm, eller hvor de almindelige havstrømme er så kraftige, at de kan dreje møllens propeller rundt. Energien, som den nye mølle producerer, har i modsætning til både vindenergi og bølgekraft den fordel, at den ikke er vejrafhængig. For tidevand og havstrømme er stabile, og dermed bliver tidevandsmøllens energiproduktion også forudsigelig. Møllen er i virkeligheden sammensat af to møller eller rotorer, som sidder på en bred vinge. Rotorerne måler 15-20 meter i diameter og driver hver sin generator, som minder meget om en vindmølleturbine. Møllerne på vingen er fastgjort på en tre meter bred stålpille, som placeres i et dybt hul i havbunden. En af fordelene ved tidevandsmøllen er, at det ikke er nødvendigt at bruge dykkere og miniubåde, når møllen skal placeres og vedligeholdes. Turbinerne kan nemlig hejses op over havoverfladen, så små servicebåde kan klare fx reparationer herfra. Hver af turbinerne kan producere mellem 750 og 1500 kW, og de kan placeres i store mølleparker ligesom vindmøller på land. Samtidig tyder foreløbige undersøgelser ikke på, at de nye møller vil anrette skade på havmiljøet.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: