insekter mad TOP

Du spiser ½ kilo insekter om året

Insekter som bladlus, maddiker og larver finder hvert år vej til din mavesæk via de frugter og grøntsager, du køber i supermarkedet. I betragtelige mængder.

17. februar 2017 af Mikkel Skovbo

Bladlus i spinaten og larver i de frosne bær.

Hvert år labber vi mellem 0,5 og 1 kg insekter i os, som helt naturligt har taget ophold i vores fødevarer. Det anslår The Scientific American.

Smådyrene kan ikke undgås i den industrielle fødevareproduktion i dag, men udgør ingen sundhedsrisiko.

Insekter er godt for dig

Både fluelarver, bladlus, larver, mider og millimetersmå frynsevinger kan sidde tilbage på broccolien eller den frugt, der bliver most til juice og ender i dit køleskab.

Det er umuligt at undgå, hvis man ikke enten sprøjtebehandler eller minutiøst finkæmmer alle frugter og grøntsager, inden de bliver forarbejdet på fødevarefabrikkerne – og det er enten et meget usundt eller meget dyrt alternativ.

Insekterne, derimod, er der ingen problemer i. Faktisk er op mod 1.900 insektarter ikke bare spiselige, de er også rige på proteiner og fyldt med sunde stoffer som zink, jern og A-vitamin

Der er grænser selv for insekter

De amerikanske fødevaremyndigheder kalder insekter eller insektrester i maden for ”naturlige eller uundgåelige kvalitetsfejl”, når det ikke udgør nogen fare for forbrugeren.

De har endda udarbejdet en liste for maksimum-insektværdier i en række fødevarer. Her er et par eksempler:

GRÆNSER FOR INSEKTER I MADEN:

  • 225 g rosiner: Maks. 35 bananflueæg
  • 100 g frossen spinat: 50 bladlus, mider eller frynsevinger
  • 250 ml appelsinjuice: Maks. 1 maddike
  • 50 g stødt kanel: Maks. 400 insektfragmenter
  • 500 g frosne hindbær: Maks. 4 larver

Kilde: U.S. Food and Drug Administration (FDA)

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: