Tyskere bygger moderne polarbase på Antarktis

Forskningsstation skal hvile på 20 kæmpemæsige hydrauliske donkrafte.

1. september 2009

Den tyske forskningsinstitution Alfred-Wegener-Institut für Polar- und Meeresforschung (AWI) er netop nu ved at opføre en helt ny forskningsstation på Antarktis. Neumayer-Station III er sejlet til kontinentet i containere og samles i løbet af den korte antarktiske sommer. I 2009 ventes basen at være fuldstændig operationsklar. Den nye station er en 82 meter lang og 26 meter bred bygning i to etager, der indeholder 1640 m2 beboelse og laboratorier. Konstruktionen er udformet således, at belastningen og støjen fra de kraftige vinde, der blæser hen over isen, minimeres. 20 søjler bærer hele bygningen, og ved hjælp af hydrauliske donkrafte kan den hæves, så den ikke bliver dækket af sne. Under stationen anlægges garager til motoriseret materiel. Neumayer III er placeret på Ekstrøm-ishylden nær en italiensk og en russisk polarbase, og flyforbindelse til Cape Town i Sydafrika kombineret med gode muligheder for at losse fra skibe ved iskanten vil gøre den tyske station til indgangsporten til hele området. Om vinteren skal Neumayer III huse 10 medarbejdere, mens den om sommeren skal rumme 36 forskere. De skal bl.a. foretage meteorologiske observationer og undersøgelser af seismiske forhold på den sydlige halvkugle.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: