Tailtalk

Gadget aflæser din hunds følelser

En ny gadget fortæller dig, hvad din hund føler ved at analysere på dens logren med halen.

7. oktober 2015 af Tobias Roland Thomsen og Babak Arvanaghi

Er du typen, der undrer sig over, hvad din hund tænker? Om den sender dig store dådyrøjne fordi den er sulten, eller fordi den vil aes?

En ny gadget kan ifølge udvikleren tilfredsstille din undren.

TailTalk, som det lille apparat hedder, bliver spændt fast på hundens hale. Herfra registrerer den ved hjælp af et accelerometer og et gyroskop, hvordan hunden logrer med halen.

Følg med på smartphone

De registrerede data bliver sendt fra det armbåndslignende aggregat til en app på en smartphone, hvor hundens ejer så kan se, hvad hunden føler, og hvordan den har det.

TailTalk er udviklet af Dogstar Life, og ifølge producenten bag kan vi lære meget om hunde, ved at observere hvordan de bevæger deres haler.

Hastigheden på hundes logren viser, hvor opstemte de er, længden på bevægelsen giver et praj om deres emotionelle tilstand, og så er det vigtigt at holde øje med, om halen logrer til højre eller venstre.

Skal anmelde hundeluftere

Ifølge Mike Karp, der er medstifter af Dogstar Life, bliver TailTalk især brugbar for nye hundeejere, der ofte famler i blinde, og for personer, der får luftet deres hunde af fremmede.

"De data vores produkt samler, kan bruges i en database, hvor brugere kan anmelde hundeluftere. Lidt ligesom man kan anmelde andre ting på Yelp," siger han til Yahoo News.

Efter planen skal TailTalk lanceres i midten af 2016, og kommer til at koste 89 amerikanske dollars.

Det betyder hundens logren

Logren mod venstre er et tegn på negative følelser, fx sur eller irriteret.

Logren mod højre betyder, at hunden er glad og spændt.

Brede strøg med halen indikerer at hunden er tryg og ikke føler sig truet.

Små forsigtige strøg med halen betyder ’Hej’.

Langsom logren med mellemlange strøg viser, at hunden er usikker.

Små og hurtige bevægelser er et tegn på, at hunden gør sig klar til at løbe eller slås.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: