nb_u43 Apple

Ny superskærm fra Apple skyder over målet

Teknologi-giganten Apple har lanceret en ny computer med en skærm, der viser billeder i fem gange hd. Opløsningen er dog højere, end hvad de fleste vil være i stand til at opfatte.

22. oktober 2014 af Carsten Nymann

I løbet af de seneste par år er det såkaldte 4k – eller ultra-hd – format begyndt at vinde udbredelse i tv-branchen. Et ultra-hd-tv har fire gange så høj opløsning som almindelige hd-apparater.

Nu øger Apple indsatsen med firmaets nye serie af iMac-computere, som har en skærm med hele fem gange hd-opløsning, svarende til 5120x2880 pixel.

Men lige så imponerende, som tallene ser ud på papiret, lige så vanskeligt kan det være for forbrugeren rent faktisk at se, hvad vedkommende har betalt for.

Også tv-apparater overdriver

Når en person sidder omkring en halv meter fra skærmen, kan øjet registrere en opløsning på 170 dpi, hvilket svarer til 4400x2600 pixel på en skærm i samme størrelse som en iMac.

Men computer-producenten er ikke alene om at tilbyde teknologi, som overtrumfer den menneskelige ydeevne.

Jo længere betragteren rykker væk fra skærmen, des vanskeligere bliver det at adskille pixel, og derfor vil også de føromtalte ultra-hd-tv byde på en ikke dechifrerbar opløsning.

Vi skelner pixel i armslænge

En persons synsfelt dækker omkring 200 grader – lidt mere end en halvcirkel. Hvis du strækker armen helt ud, vil neglen på din pegefinger udgøre omkring én af de grader.

Hvis neglen var dækket af 120 skiftevis sorte og hvide striber, vil evnen til at skelne mellem dem være et udtryk for øjets maksimale, teoretiske ydeevne.

De fleste mennesker vil ikke kunne skelne selv dobbelt så store pixels som det, og derfor er det også usandsynligt, at de vil værdsætte tv’ets ulta-hd-opløsning, når det hænger på en væg flere meter væk.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: