InCell

10 fede virtual reality-apps

En papbrille og en smartphone – så er du godt kørende i virtual reality. Det eneste du behøver, er de rigtige apps.

9. juni 2016 af Babak Arvanaghi

Du kan bygge din egen brille af pap, eller du kan købe et Google Cardboard. Når du har skaffet en brille, kræver det blot at du putter din smartphone ind i den og tager den på – så befinder du dig i virtual reality. Men for at fuldende oplevelsen, skal du have fat i de rigtige apps. Vi har samlet vores 10 favoritter her.

YouTube

Videotjenesten har en lang række 360-graders videoer liggende, som kan gøres kompatible med et sæt papbriller.

Download YouTube-app’en, søg på ’360 video’, klik på den video, du vil se og klik til sidst på det lille VR-ikon, som ligner omridset af en papbrille. Så bliver videoen todelt og passer til en VR-brille. Du kan komme fra førersædet af en rallybil til Mars. **Gratis

LÆS OGSÅ: Virtual Reality: Så let kommer du igang**

NYT VR

New York Times har udviklet en app, hvor forskellige VR-videoer løbende bliver lagt på. Du kan enten vælge at streame eller downloade videoerne, som eksempelvis tager dig med til Plutos overflade, op på toppen af World Trade Center eller ud at svømme med delfiner. Gratis

Sisters

Hvis du er til gys og gru, er Sisters den perfekte app til dig. Du bliver placeret i et rum, mens tordenvejret hærger udenfor. Her skal du gå på opdagelse i ting der forsvinder og døde dukker, som genopstår. Gratis

InCell

Et af de endnu få spil, der virker rigtig godt med de simple papbriller. Du kører rundt på en forhindringsbane i en menneskecelle, hvor du skal samle proteiner og sørge for, at cellen ikke bliver inficeret med virus. Du styrer ved at tilte hovedet fra side til side. Gratis

VRSE

App’en har samlet nogle af de bedste VR-videoer på markedet. Du kan bl.a. blive publikum i Saturday Night Live, opleve koncerter med fx U2 og se korte dokumentarfilm i virtual reality. Gratis

VR Roller Coaster

Du vælger mellem to forskellige rutschebaner, som du kan få en tur i. App’en er animeret, men det fungerer alligevel virkelig godt. Der er masser af dybde i billederne, så det giver et sug i maven, når det går ned ad bakke. Pas på du ikke bliver køresyg. Gratis

Orbulus

App’en lader dig vælge mellem en lang række brugerskabte sfærer. Når du vælger en, bliver du taget med ind i den, og et VR-billede samler sig omkring dig. Det kan være nytår i Hong Kong eller et snelandskab tæt på polarcirklen. App’en er rigtig god til personer, der let bliver køresyge af VR. Gratis

InMind

Spillet er i familie med det tidligere nævnte InCell. I dette spil kører du på en nervebane, mens du skal skyde på syge celler. Du skyder ved at holde blikket på dine mål. Gratis

Discovery VR

Gå på VR-opdagelse i Discoverys egne produktioner. Kom fx med på en krabbefiskekutter i Stillehavet med ”The Deadliest Catch, eller vær med til faktatjekke myter med ”Mythbusters”. Gratis

Zombie Shooter VR

Du vælger mellem tre våben, og så går det ellers løs i en mørk undergrundstunnel. Zombierne angriber fra alle vinkler, og din opgave er at skyde dem, før de når hen til dig. Du går automatisk og skyder ved at fokusere på zombierne. Gratis demo

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: