Gen fra uddød pungulv genoplivet i musefoster

Hundrede år gammelt dna udtaget fra pungulv i sprit.

1. september 2009

Et australsk musefoster har indskrevet sig i verdenshistorien. Fosteret indeholder nemlig dna fra en tasmansk tiger, og dna’et udfører den funktion, man regner med, det har haft i den tasmanske tiger, også kaldet pungulven. Arten er forlængst uddød, og det er første gang, forskere har fået dna fra et uddødt dyr til at “virke” i et værtsdyr. Dna’et blev udtaget af tre 100 år gamle eksemplarer af tasmanske tigre gemt i sprit på Museum Victoria i Melbourne, Australien. Efter at det var påvist, at dna’et virkelig stammede fra tasmanske tigre, isolerede forskerne genet Col2a1 og indsatte det i et befrugtet æg fra en mus. Ægget blev herefter indsat i livmoderen på en mus, hvor forskerne har kunnet studere, hvordan “tiger-genet” opfører sig. Det viser sig, at genet udfører samme opgave som museudgaven af Col2a1, nemlig at aktivere et andet gen, der medvirker til dannelsen af brusk og knogler. Forskerne, der både tæller australiere og amerikanere, er begejstrede for dna-overførslen. Den enestående bedrift kan nemlig ikke alene bruges til at fastslå, hvor den tasmanske tiger befandt sig på udviklingens rangstige. Forskerne mener også, at metoden kan bruges til at indhente ny viden om andre uddøde dyrearter og måske tilmed være med til at forhindre, at andre truede arter uddør. Den tasmanske tiger var engang særdeles talrig, men blev udryddet af flere årsager. Dels havde dyret et attraktivt skind, dels blev pungulve nedskudt af fåreavlere, der mistænkte ulven for at gøre et kraftigt indhug i deres hastigt voksende husdyrbestand. Den sidste tasmanske tiger døde i fangenskab i Hobart Zoo den 7. september 1936.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: