Hvilken elevator er verdens hurtigste?

Hvor i verden findes den hurtigste elevator? Og hvor mange kilometer i timen kan den nå op på?

1. september 2009

Verdens hurtigste elevator findes i verdens højeste bygning, den 508 meter høje skyskraber Taipei 101 i Taiwan. Elevatorerne, for der er faktisk to, skyder en fart af knap 17 meter i sekundet eller cirka 60 km/t. De kan sende 24 passagerer op gennem den 382,2 meter lange skakt til udsigtsplatformen på 89. etage på 30 sekunder. Elevatorerne har fået et strømlinet design, så man undgår den hvinende støj, der ellers opstår, når en elevatorstol bevæger sig lynhurtigt gennem en smal skakt. Desuden er stolene forsynet med trykudligningsventiler for at spare passagererne for propper i ørerne. Af hensyn til komforten er elevatorerne ligeledes udstyret med et computerstyret kontrolsystem, der modvirker vibrationer. En sensor i elevatorerne registrerer eventuelle rystelser og sender data til kontravægten, der så kompenserer for vibrationerne. De to ekspreselevatorer er ikke ene om at betjene de 12.000 mennesker, der har deres daglige gang i bygningen. Taipei 101 rummer i alt 61 elevatorer, hvoraf de 34 er dobbeltdækkere, samt 50 gammeldags rulletrapper. Siden 1955 har Guinness Rekordbog haft en kategori for hurtigste elevator. For 50 år siden nåede verdens hurtigste op på 426 meter i minuttet eller 25,6 km/t.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: