Atomic clock

Hvordan kan en radio styre mit ur?

Mange ure styres af radiosignaler fra Tyskland. Hvordan fungerer det?

30. marts 2010

Et radiostyret ur fungerer grundlæggende som et ganske almindeligt kvartsur. Disse ure får deres tidsimpuls fra en kvartskrystal og er meget nøjagtige.

De taber eller vinder højst ti sekunder på en måned, men i forhold til atomure er sådan et udsving den rene slendrian. Et atomur går nemlig højst ét sekund forkert målt over en million år.

Hverdagsure bliver mere præcise

Formålet med radiostyring er at overføre atomurets nøjagtighed til hverdagens ure. Et atomur på Physikalisch-Technische Bundesanstalt i den midttyske by Braunschweig er forbundet til en radiosender i nærheden af Frankfurt, hvorfra et digitalt kodet signal udsendes hvert minut. Signalets frekvens er 77,5 kHz, hvilket er i langbølgeområdet. Det har flere fordele: Signalet kan modtages op til 2000 km væk, og langbølgeradio trænger ind i bygninger og kan opfanges af en antenne så lille, at den kan være i et armbåndsur.

Signalet indeholder information om år, måned, dato – og selvfølgelig klokkeslæt.

I princippet kan et ur opdateres hvert minut, men da det kræver strøm, er de fleste ure på forhånd kodet til kun at kontrollere og eventuelt korrigere sig selv en gang i døgnet. Det sker om natten, fordi radiosignalerne går bedst igennem på det tidspunkt.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: