Hvordan måles alkoholprocenten?

På spiritusflasker er der altid angivet en alkoholprocent. Men hvordan kan man måle mængden af alkohol?

1. september 2009

Alkoholprocenten kan måles på flere forskellige måder. På nogle laboratorier bruger man såkaldt gaskromatografi. Men den gammeldags metode med en termometerlignende flydevægt er stadig vidt udbredt, fordi den både er nøjagtig og nem at bruge. Princippet i en flydevægt – eller flydestok, som vinkypere kalder den – er enkelt. Jo mere alkohol der er i en væske, jo lavere bliver dens massefylde. Det betyder, at en genstand, der sænkes ned i væsken, vil synke så meget desto dybere. Ved at afsætte en skala på flydestokken kan man ganske simpelt aflæse alkoholprocenten i niveau med væskens overflade. Man kan få flydestokke med mange forskellige intervaller. Et almindeligt interval, der bruges til generelle formål, går fra 0 til 50 procent. Hvis man helt nøjagtigt skal måle alkoholprocenten i en stærk spiritus, vil man først destillere væsken, så den frigøres for sukker og tørstoffer, der kan påvirke vægtfylden. Derved bliver kun vand og alkohol tilbage. I denne væske måles procenten så med en meget præcis flydestok, hvor skalaen eksempelvis kun går fra 35 til 40 procent.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: