nb_u36 nakedgate

Politi-våben skyld i nøgen-lækage

Hackere har muligvis brugt myndighedernes værktøjer til at lække intime fotos af en række kendte kvinder – heriblandt modellen Kate Upton og skuespilleren Jennifer Lawrence.

4. september 2014 af Carsten Nymann

Ukendte hackere har stjålet nøgenbilleder af kendte kvindelige modeller og skuespillere og offentliggjort dem på diverse netsider.

Billederne har angiveligt ligget i kvindernes såkaldte “sky” – altså den online-harddisk, som rummer en 1:1 kopi af indholdet fra deres mobiltelefoner.

Nu viser det sig, at hackerne kan have benyttet sig af et stykke software, som er udviklet til politiet og andre myndigheder, men som florerer over alt i internettets mørkere afkroge.

Hele telefonen downloades

Det såkaldte EPPB – Elcomsoft Phone Password Breaker – imiterer en mobiltelefon og kan dermed downloade hele offerets backup fra skyen.

Det giver adgang ikke blot til billeder, men også til telefonnumre, sms-beskeder, emails, videoer osv.

Den russiske virksomhed Elcomsoft sælger ifølge teknologi-magasinet Wired softwaren for 399 dollars og kræver ingen dokumentation for, at køberne tilhører myndighederne.

Skuespilleren Jennifer Lawrence, som er kendt fra Hunger Games-filmene, var blandt ofrene for hackerangrebene. Foto: Featureflash / Shutterstock.

Kræver stadig adgangskode

Eneste krav for at hacke sig ind i fx Apples sky, iCloud, er, at forbryderen (eller politiefterforskeren) kender brugernavn og adgangskode.

Med mindre hackeren har afluret dette andetsteds, kan oplysningerne findes ved hjælp af et såkaldt “brute-force”-angreb, hvor en robot sættes til at afprøve adgangskoder i ét væk, indtil den rigtige kombination findes.

Apple låser døren

Denne metode menes med sikkerhed at have været brugt ved de nylige angreb, hvorfor Apple for nylig meddelte, at de havde “skiftet låsen”, så den ikke tillader uendelige forsøg på at indtaste koden.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: