Coral Castle

Hvordan blev slottet bygget?

Slottet Coral Castle i Florida er bygget af en enkelt mand. Det er et mysterium, hvordan han gjorde

4. januar 2010

Det mystiske slot Coral Castle i det sydlige Florida er en af solskinsstatens mere usædvanlige udflugtsmål. På et forholdsvis lille område, der tilsammen dækker nogle tusind kvadratmeter, kan man vandre rundt mellem tykke mure, tonstunge porte og tårne bestående af gigantiske stenblokke.

Anlægget er bygget af en enkelt mand, den lettiske immigrant Edward Leedskalnin, som startede på projektet i 1920 for at komme sig over tabet af ungdomskæresten ? hans livs store kærlighed ? som havde brændt ham af ved alteret. Han brugte de næste 31 år af sit liv, indtil sin død, på at opføre slottet.

Præcis hvilken teknik han brugte, er lidt af et mysterium. Selv om Leedskalnin gerne viste besøgende rundt, gjorde han sig store anstrengelser for at forhindre folk i at se, hvad der egentlig skete, når han arbejdede.

Dramatiske myter voksede ud af svævende sten

Nogle drenge, der engang sneg sig ind på byggepladsen, påstod senere, at Leedskalnin havde fået de store sten til at svæve som heliumballoner. Over for offentligheden nøjedes han selv med at konstatere, at han havde en virkelig god forståelse for, hvordan vægtstænger virker. På denne baggrund voksede den ene mere dramatiske myte efter den anden frem: Han havde genopdaget de gamle egypteres byggemetoder, han havde fået hjælp af rumvæsner, hvis han da ikke ligefrem havde fundet kilden til visdom, lød det.

Og selv i dag er slotsbyggeriet en uløst gåde. Stenene er ikke muret med mørtel eller lignende, men holdes kun sammen af deres egen vægt. De er hugget ekstremt præcist ud, og i mange tilfælde passer de så godt i samlingerne, at man ikke kan presse selv det tyndeste knivsblad ind mellem dem. Med moderne maskiner, lastbiler og kraner ville det måske være muligt at gøre Leedskalnin kunsten efter, men faktum er, at han, en lille og temmelig spinkel mand på 50-60 kilo, arbejdede alene og uden brug af maskiner.

Ni tons port i silkeblød balance

I 1986 fik omverdenen et indblik i Leedskalnins metoder. Indtil da havde en af hovedattraktionerne været en stor port, hvis stendør, der vejer omkring ni tons, var så fint afbalanceret, at et lille barn kunne skubbe den op med en hånd. Af en eller anden grund sad porten fast, og den skulle repareres.

Det viste sig, at Leedskalnin havde boret et hul lodret ned gennem stendøren. I hullet havde han sat en metalstang, som nederst hvilede på et leje fra en lastbil. Lejet var tæret, og derfor kunne porten nu ikke dreje. Porten blev stillet op igen, men den har aldrig genvundet sin silkebløde balance. I dag skal der mere end et lille skub til for at åbne den.

1100 tons kalksten

Fra det sydøstlige Florida ved Palm Beach til Florida Keys er undergrunden fyldt af oolitisk kalksten, som er en særlig kalk bestående af et kompakt lag af fossile skaller og koraller.

Edward Leedskalnin behøvede ikke at grave ret dybt for at finde de 1100 tons sten, han skulle bruge til opførelsen af sit slot. Nogle af stenene er større end dem, der blev brugt til opførelsen af Cheopspyramiden i Egypten, og murene står så solidt, at ikke engang orkanen Andrew i 1992 gjorde nogen skade, selv om alt andet i området blev tilintetgjort.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: