destroyer teaser image

USA tester usynligt krigsskib

Den amerikanske flådes højteknologiske destroyer USS Zumwalt er stævnet ud i Atlanten på sin jomfrufærd. Den trapezoide blikdåse er alt andet end klassens gumpetunge dreng; faktisk er den stort set usynlig på en radarskærm.

15. december 2015 af Mikkel Skovbo

Den nærmest kubistiske destroyer USS Zumwalt har sneget sig ud i Atlanterhavet på sin første test-mission fra delstaten Maine i USA. Den amerikanske flådes nyeste satsning skal gennemstestes på et iskoldt, åbent ocean, inden de sidste forbedringer skrues på plads over vinteren.

Skibet er USA’s største og mest slagkraftige destroyer nogensinde, og har plads til 80 missiler, laservåben og en elektromagnetisk kanon. Men trods sin størrelse er ståluhyret nærmest umuligt at spotte på en radar.

Destroyer forklædt som fiskekutter

USS Zumwalt er renset for 90 graders vinkler og har skrånende sider overalt for at minimere skibets radarprofil.

En radar kaster elektromagnetiske bølger ud, som så reflekteres på et skibs overflade. Hældningsgraden på overfladen afgør, hvor kraftigt radarsignalet sendes tilbage, og særligt rette vinkler, skarpe hjørner og genstand, der stikker ud, er guf for enhver radaroperatør.

Derfor er USS Zumwalt ikke bare skæv overalt; skibet er også støvsuget for ydre dippedutter som kanonrør og antenner. Alt grejet er stuvet af vejen i destroyerens bug for at formindske radarprofilen.

Alt skråner på USS Zumwalt – fra bro til bov – for at undgå radarreflektion.

Skibet er yderligere beklædt med 3.500 m3 syntaktisk skum – hvad der svarer til mængden i halvandet olympisk svømmebassin. Skummet er et kompositmateriale, der ikke bare et ultralet og -stærkt, men også suger radarsignaler til sig som en svamp.

Stealth-konstruktionen og radar-absorberingen minimerer tilsammen USS Zumwalts radarprofil til det samme som en fiskekutter – eller 1/50 af en almindelig destroyers. Det gør den amerikanske destroyer i stand til at snige sig ind på sine fjender og undgå radarguidede krydsermissiler.

En destroyer på listepoter

Ud over radar-undvigelse er det nye krigsskib også uhyre støjsvagt og svært at opdage for fx ubåde. Samtidig er skibet udstyret med en såkaldt "udstødnings-dæmper", der minimerer den infrarøde varmesignatur og gør skibet mindre sårbart over for varmesøgende missiler.

Endelig er USS Zumwalts såkaldte ”tumblehome-skrog” designet med en bølgebrydende stævn, der skærer sig bedre igennem vandet end traditionelle skibstyper og kun efterlader en minimal kølvandsstribe. Det gør det sværere for satellitter og fly at opdage det snigstærke fartøj fra luften.

Stævnen er konstrueret til at skære igennem havet, som var det smør.

Netop den nye skrogtype er en af hovedgrundene til, at USS Zumwalt nu tester løs på Atlanten. Flere eksperter har rejst tvivl om skrogets evner i høj sø, og det skal afklares, inden skibet indsættes i aktiv tjeneste.

Går alt efter planen, leverer skibsværftet Bath Iron Works tre af de nye destroyere til USA’s flåde næste år. Pris: Små 69 mia. kroner.

Havets schweizerkniv er tungt bevæbnet

Værktøjskassen på den højteknologiske destroyer er indrettet efter skibets tiltænkte multifunktion: Destroyeren skal både støtte landbaserede operationer, nedkæmpe mål på havet og beskytte sig selv mod fly, ubåde og andre skibe. Her er et udpluk fra skibets arsenal:

? EVIGHEDSKANONER: To 155 mm kanoner gemmer sig i de stålgrå kasser på skibets fordæk. Kanonerne er de kraftigste på et krigsskib siden 2. verdenskrig og har en rækkevidde på 160 km. Ammunitionsdepotet på 600 runder kan fyldes op under både sejlads og ildgivning, det såkaldte "infinite magazine"-koncept. Det er så ærgerligt at løbe tør for krudt.

? LASERVÅBEN: Det såkaldte Laser Weapon System er på vej i den amerikanske flåde, og laserkanonen er i stand til at skyde både droner, fly og småbåde ned. Et skud koster kun 7 kroner, og det er en stor besparelse i forhold til et traditionelt jord-til-luft missil til 1,1 mio. kroner.

? MISSILER: Destroyerens primære våbensystem er 20 missilsiloer med plads til mindst fire missiler i hver. Missilerne kan bruges både mod fly, jordmål og andre skibe.

? OVERLYDSKANON: US Navy udvikler i øjeblikket en elektromagnetisk kanon – en rail gun - som kan monteres på USS Zumwalt. Kanonen bliver drevet af to kraftige magnetfelter, der affyrer et projektil med over 9000 km/t – eller syv gange lydens hastighed. Projektilet har intet sprængstof i sig, men smadrer alt på sin vej pga. den høje fart. Kanonen kræver store mængder strøm, men det klarer USS Zumwalts indbyggede gasturbine med en kapacitet på 78 megawatt, nok til at forsyne 10.000 husholdninger.

Fremtiden kræver sin destroyer

USS Zumwalts højteknologiske udstyr er nødvendigt i en verden, hvor våbenindustrien udvikler sig med raketfart. Læs her om bl.a. fremtidens intelligente missiler og guidede riffelprojektiler:

USS ZUMWALT

? Længde: 183 m ? Vægt: 15.000 tons ? Topfart: 30 knob (56 km/t) ? Besætning: 158 ? Stykpris: 23. mia. kroner

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: