Interceptor missile launch

USA rammer “hovedet på sømmet” med ny missiltest

40 milliarder dollars har USA siden 2004 brugt på at udvikle landets såkaldte missilskjold, der skal beskytte mod fjendtlige atomvåben. At ramme et missil med et andet missil ved 35.000 km/t har vist sig at være en vanskelig øvelse.

27. juni 2014 af Carsten Nymann

På papiret lyder opgaven ligetil: Opfind et system, som kan spore og nedskyde angribende atommissiler. Men 10 år efter at USA’s daværende præsident George W. Bush stillede det amerikanske forsvar over for netop dén udfordring, må ingeniørerne erkende, at nøden ikke sådan lige lader sig knække.

De amerikanske politikere har i alt sendt små 220 milliarder kroner efter det såkaldte missilskjold – måske derfor blev en ellers rutinepræget, vellykket test i ugens løb fejret, som havde USA vundet et verdensmesterskab.

Ny jagthund når sit mål

Øvelsen skulle teste en ny type såkaldt interceptor, som er selve den komponent, der indhenter og rammer det truende missil. Missionen er den første af sin slags siden 2008 og den første vellykkede med den nye interceptor-type.

Ved to hidtidige forsøg er ødelæggelsen af det (simulerede) missil mislykkedes. I alt har det amerikanske forsvar gennemført 16 test af missilskjoldet, og kun 8 har ifølge de amerikanske analytikere haft det ønskede resultat.

Hær af sensorer spotter faren

Missilskjoldet fungerer ved, at en række landbaserede radarsystemer overvåger himmelrummet. Når et eller flere af dem opdager en trussel, indsamler samtlige radarer informationer om missilet, som nærmer sig.

Dataene samles og behandles, og i samme øjeblik, en computer har sporet sig tilstrækkeligt ind på objektet og afgjort, at der er tale om en trussel, opsendes den såkaldte interceptor.

Anti-missil-våbenet består af en raket og en “jagthund” – altså selve interceptoren. Raketten skal blot bringe jagthunden i den rigtige højde, hvorefter de to dele adskilles, og interceptoren slår et sæt hjælpemotorer til, som skal bringe den på kollisionskurs med missilet.

Det lyder enkelt, men manøvren skal foretages ved hastigheder på op til 35.000 km/t.

Pentagon bestiller flere raketter

USA har i dag 30 af disse interceptorer fordelt over to affyringslokationer i henholdsvis Alaska og Californien. Forsvarsministeriet i Pentagon planlægger at udvide kapaciteten med endnu en affyringslokation og 14 nye interceptorer frem mod 2017.

Indtil da er udfordringen klar: Kun en 100 procents succesrate er acceptabel, hvis et missilskjold skal give mening som værn mod atomvåben.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: