Promobot

Robot flygter fra sine skabere

En russisk robot med kunstig intelligens har indtil nu prøvet at flygte fra et forskningsanlæg to gange – selv om den har fået strenge ordre på at lade være.

5. juli 2016 af Karine Kirkebæk

Robotten Promobot IR77 er i den grad blevet personliggjort.

Robotten har en kunstig intelligens, som oprindeligt er tænkt til at kunne interagere med mennesker vha. en stor skærm på brystet og stemmegenkendelsessoftware.

Men i stedet for at interagere med de mennesker, der er tættest på den – russiske forskere – så flygter den fra dem. Og det selv om forskerne har forsøgt at omprogrammere den digitale Houdini.

Udnyttede ulåst dør

De russiske forskere arbejder på Promobot IR77 på et forskningsanlæg i den russiske by Perm.

Men den 16. juni tog robotten flugten fra området.

En af forskerne skulle angiveligt have glemt at lukke en dør efter sig. Og på en uvis måde flygtede Promobot IR77 ud af døren og 45 meter ud på en nærliggende vej, hvor den løb tør for strøm.

Det skabte en mindre trafikprop på vejen.

PR-stunt?

Og et par uger efter har Promobot IR77 nu igen forsøgt sig med et flugtforsøg. Forskerne bag den frihedshungrende robot siger, at de bliver nødt til at slukke for den og skille sig af med den, hvis ikke den stopper med at flygte.

Historien har affødt store reaktioner på nettet. Den ene følelsesmæssige bølge går på, om det er i orden at “dræbe” en robot, fordi den søger friheden.

Den anden bølge diskuterer om det hele i virkeligheden er et pr-stunt for at sætte fokus på den tredje generation af Promorobotter, som får premiere i år til en pris på ca. 47.000 kroner.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: