Hvad er det sorteste materiale, som findes?

Er det rigtigt, at sort i virkeligheden ikke er nogen rigtig farve? Og hvilket stof i verden er det sorteste?

1. september 2009

Sort og hvid er i virkeligheden ikke farver på samme måde, som rød, grøn, blå og gul er det. Lys består af elektromagnetiske bølger, og når øjet opfanger en lysbølge, vil det forbinde lysbølgens bølgelængde med en bestemt farve. For eksempel vil lys med en bølgelængde på 700 nanometer opfattes som rødt, mens en kortere bølgelængde på 450 nanometer vil opfattes som blåt. Hvis øjet modtager en blanding af alle farver, vil det registrere lyset som værende hvidt. Dette er tilfældet med lyset fra Solen, og når sollys rammer små regndråber, kan vi være heldige at se det hvide lys spredt ud i en mangefarvet regnbue. Hvis en genstand har en farve, skyldes det, at dele af det hvide lys, der rammer dens overflade, absorberes af genstanden, mens resten af lyset reflekteres. Et grønt blad absorberer alle farver undtagen de grønne, som i stedet reflekteres. Hvis man lyser på bladet med lys, der ikke indeholder grønne bølgelængder, vil bladet ikke længere se grønt ud. Mens hvidt kan beskrives som værende alle farver, kan sort beskrives som værende manglen på lys. Når en ting er sort, er det altså fordi, den ikke reflekterer noget lys. Den sorteste overflade, man kender, blev fremstillet af forskere ved National Physical Laboratory nær London i 2002. Materialet, der kaldes NPL Super Black, er lavet ved at ætse mikroskopiske kratere i en nikkel-fosfor- legering, og overfladen absorberer op til 99,7 pct. af alt lys, der rammer den. Overfladen kan bruges i optiske instrumenter, hvor man vil fjerne generende lysrefleksioner, fx i de stjernekameraer, som rumsonder orienterer sig med. Forskerne forventer også, at kunstnere gerne vil benytte den flotte overflade, der nærmest ligner sort fløjl.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: