Kan edderkoppespind fremstilles kunstigt?

Edderkoppespind er både tyndt og stærkt. Kan det fremstilles kunstigt i laboratoriet, og hvad kan sådan et materiale bruges til?

1. september 2009

En edderkops spindekirtler er en meget effektiv kemisk fabrik. I kirtlerne forvandler edderkoppen flydende proteiner til stærke fibre, og den gør det oven i købet ved lav temperatur, lavt tryk og med vand som opløsningsmiddel. Fibrene er generelt både lette, elastiske og stærke. Tråden i et spind kan fx strækkes 40 procent uden at briste, og trækstyrken er omkring fem gange højere end ståls. Edderkoppens spind er med andre ord et fremragende materiale, og der bliver gjort mange forsøg på at eftergøre det. Foreløbig dog med begrænset succes, for processerne er svære at efterligne i et laboratorium. Det er lykkedes at spinde tråde, som minder en del om edderkoppens, men de er ikke så stærke og typisk ti gange tykkere end den ægte vare. I april 2008 fremstillede tyske forskere fra det tekniske universitet i München fx korte tråde ved at blande proteiner fra bakterier, der havde fået indsat to gener fra korsedderkoppen. Kunstigt edderkoppespind vil have mange anvendelser. Det kan fx bruges til let og stærk emballage, faldskærme og tråde til at sy sår sammen med. Tynde membraner til brug i brændselsceller kan også komme på tale, og da trådene kan absorbere en masse energi, er de oplagte til airbags og skudsikre veste.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: